Top menu

Ny finanslov er godt nyt for medlemmerne af Blik & Rør

Dato: 06/12-2020
Tags: Politik
1830

Der er mange gode elementer i finansloven for 2021, mener forbundsformand Henrik W. Petersen.

Regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet har i dag vedtaget en finanslov for 2021. Og ifølge forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen, er der grund til at glæde sig over flere af aftalens elementer. 

"Det er en finanslov, som på mange punkter vil komme medlemmerne af Blik & Rør til gode. Håndværkerfradraget hæves til 25.000 kr., der gives tilskud til energirenovering af offentlige bygninger og bygningspuljen (tilskud til varmepumper) forøges. Det er alle tiltag, som vil være med til at styrke beskæftigelsen i vores brancher og derfor vil være med til at fremtidssikre vores fag i en ellers usikker økonomisk tid," siger Henrik W. Petersen. 

Aftalen indeholder også flere tiltag, som styrker erhvervsuddannelserne.

"Det glæder mig også meget, at der er sat penge af til at styrke erhvervsuddannelserne økonomisk, og at der gives ret til 110 pct. dagpengesats til ledige som uddanner sig til grønne jobs. Her skal vi selvfølgelig sikre, at vores fag kommer med, for vi ved, at vi kommer til at mange flere dygtige VVS'ere, blikkenslagere og skorstensfejere til at føre den grønne omstilling ud i livet," siger Henrik W. Petersen.

Læs aftalen i linket nedenfor.