Top menu

Henriks fingre snurrer, når han kører bil

1759

Det kan mærkes i kroppen, når man har været blikkenslager i over 30 år. Henrik Anderson mærker specielt skavanker i knæ og håndled.

Henrik Anderson har været udlært blikkenslager siden 1986, og han er begyndt at kunne mærke de mange år på arbejdsmarkedet på sin egen krop. For Henrik startede det med knæene og særligt håndled. Han mærkede summen og jag i armen – det der er bedre kendt som seneskedehindebetændelse.

- Jeg tror, det kommer af at false meget, fordi da jeg gik til lægen, der kendte han godt til det, men det var normalt fra pladesmede. Jeg har koncentreret mit blikkenslagerliv som tagdækker med speciale i falsearbejde, og der slår man altså på et stykke jern med en hammer i hånden, og sådan er det.

Henrik mærker en gang imellem, at hans fingre simpelthen falder i søvn – også uden for arbejdet. Eksempelvis når han sætter sig op på en cykel og læner sig frem af, så snurrer fingrene. Eller når han sidder i bilen og holder i rattet. Han har også problemer med at ligge på sine knæ. Derfor håber han også på, at man ikke hæver pensionsalderen yderligere.

- Jeg håber, man tænker sig lidt om i forhold til at hæve pensionsalderen, fordi vores fag er ret hårdt. Jeg synes, man skal se på det individuelt, og så tage stilling ud fra det, men man skal tage hensyn til de folk, der bliver slidt ned eller kommer til skade. Det må være det mest fornuftige at gøre.

Forslaget om værdig tilbagetrækning støtter Henrik også op om.

- Hvis du har arbejdet 40 år på arbejdsmarkedet, så burde du jo nok være berettiget til at nyde det sidste otium derhjemme. Det kan ikke være rigtigt, at vi kommer hjem og sætter os i sofaen, og så himler vi et år efter. Det synes jeg sgu ikke er værdigt.

 

Se videoen om Henrik her: