Top menu

Fri os fra uanstændige frontalangreb

2607

Af Henrik W. Petersen, forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet, John Nielsen, forbundsformand for Serviceforbundet, Jørgen Juul Rasmussen, forbundsformand for Dansk El-Forbund, Tonny Olsen, forbundsformand for Malerforbundet, og Henning Overgaard, forbundsformand for 3F

 

Lønmodtagere med de længste og hårdeste arbejdsliv har efter mange års faglig og politisk kamp fået ret til en værdig tilbagetrækning nogle få år før pensionsalderen.

40.000 har indtil nu fået tryghed ved at få tilkendt retten til tidlig pension. Indtil videre har knap 8.000 valgt at gøre brug af denne rettighed og gå over til en ydelse, der svarer til folkepension.

Den politiske debat om retten til tidlig pension fortsætter imidlertid. Og den er bestemt ikke værdig. En af de mest uforsonlige modstandere er de konservatives statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, som har kaldt ordningen for »rendyrket socialisme« og tilbagetrækning »for andre folks penge«.

Konservative foreslår her inden det forestående folketingsvalg, at man skal afskaffe både retten til tidlig pension, efterlønnen og seniorjobordningen. Et lignende frontalangreb på vores medlemmers tryghed mindes vi ganske enkelt ikke. Besparelserne fra de voldsomme forringelser vil Konservative bruge som led i at finansiere deres ønsker om skatte- og afgiftslettelser for 40 mia. kr. De vil bl.a. tilgodese de rigeste med afskaffelsen af topskat og arveskat og en lavere aktieskat.

I en tid, hvor man argumenterer for en stadig stigende pensionsalder, er det både fair og nødvendigt, at de lønmodtagere, der har de længste arbejdsliv, også får en ret til at kunne trække sig tilbage, inden de er slidt helt ned.

Samtidig skal både politikerne og myndighederne, arbejdsgiverne og vi i fagbevægelsen styrke den fælles indsats for et sikkert arbejdsmiljø, der ikke medfører lige så mange tragiske arbejdsulykker, og som giver mindre nedslidning.

For selvom arbejdsgiverne med deres ledelsesret har ansvaret for et sundt og godt arbejdsmiljø i vores medlemmers arbejdsliv, ser det ikke for godt ud i dag i statistikkerne, hvor der er markant ulighed med hensyn til både levealder og arbejdsalder. Arbejdsgiverne løfter ganske enkelt ikke deres ansvar. Derfor er det også uforståeligt, at de tilmed træder på deres medarbejdere ved at bakke op om Konservatives forslag. Det er ikke i orden og ikke anstændigt, DA, DI og DE!

Vores medlemmer kommer tidligt ud på arbejdsmarkedet og bidrager til virksomhedernes omsætning og samfundets velfærd, mens andre bruger 20'erne på at læse videre. Vores medlemmer arbejder med deres hoved, hænder og krop, og det uanset om det er sol eller regn. Vores medlemmer skal som udgangspunkt selv betale for at få fri til at gå til lægen i arbejdstiden, når kroppen værker.

Så fri os fra uanstændige frontalangreb på vores medlemmers ret til en værdig seniortilværelse og tilbagetrækning efter et langt arbejdsliv.

 

Debatindlægget er bragt i Politiken 9. september 2022.