Søgefelt

Mandag 22/06 2020

Højere dagpenge under uddannelse

Regeringens opkvalificeringsudspil er vedtaget. Nu får 30-årige ledige ret til 110 procent dagpenge, når de uddanner sig.

Allerede fra august of frem til udgangen af 2021 får ufaglærte ledige over 30 år ret til at tage en erhvervsuddanelse med 110 procent dagpenge. Med den nye politiske aftale vil regeringen investere massivt i, at de mange mennesker, der mister jobbet under corona-krisen, kan få løftet deres kompetencer. For regeringen er det afgørende, at der handles hurtigt, så ledige kan blive omstillet til nye corona-job og grønne job. 

I Blik- og Rørarbejderforbundet tages der godt imod den nye aftale, som medfører knap ekstra 1900 kroner oveni dagpengesatsen.

- Det er gode nyheder, og vi hilser alle tiltag, der styrker de lediges muligheder og rettigheder for uddannelse velkomne, siger forbundssekretær Kim Fusager Balle fra Blik- og Rørarbejderforbundet.

- Muligheden for mere uddannelse, som motiverer til løft af kompetencer, er et vigtigt skridt i genopbygningen efter corona-krisen. Det er en vigtig del af den samlede indsats, som skal hjælpe ledige videre og Danmark ud af krisen, lyder det fra Kim Fusager Balle om den politiske aftale, hvor der afsættes 750 millioner kroner til uddannelse og opkvalificering frem til 2023.

Grøn omstilling

Siden Danmark lukkede gradvist ned i midten af marts, er arbejdsløsheden steget med næsten 43.000 personer.

Krisen har vist, at der er behov for lynhurtigt at omstille ledige til nye job og nogle gange også helt nye brancher. Selvom alle brancher er hårdt ramt af krisen, er der også jobåbninger. Om kort tid skal nye grønne job besættes blandt andet til klimavenlig restaurering af landets almene boliger for sammenlagt 30 milliarder kroner. Og nu kan ufaglærte ledige altsåo også tage en erhvervsuddannelse på 110 procent dagpenge.

- Regeringen og Folketingets partier gør alt vi kan for, at krisen skal påvirke så få mennesker som muligt. Senest med aftalen om at pumpe gang i økonomien og samtidig fokusere på luftfarten, eksporten og de brancher som er hårdest ramt. Uanset, hvad vi gør så ved vi desværre, at flere vil blive arbejdsløse, for krisen rammer stadig lande i hele verden hårdt. På den baggrund er det ekstra vigtigt at understrege en ting. Regeringen kæmper for at denne krise skal løses anderledes end for ti år siden. Denne gang skal arbejdsløse ikke hetzes, men have muligheder, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på facebook umiddelbart efter at udspillet blev vedtaget i Folketinget.

Regeringen vil senere i regeringsperioden komme med flere initiativer, der skal løfte arbejdsstyrkens kompetencer på den længere bane.

Opdateret 22. juni 2020

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt