Top menu

Opbakning til regeringens kamp for værdig tilbagetrækning

Dato: 18/09-2019
Tags: Politik
1544

Ved Socialdemokratiets årlige kongres i weekenden meldte statsminister Mette Frederiksen ud, at regeringen vil fremlægge et konkret forslag om ret til tidligere tilbagetrækning inden for et år. Det glæder forbundsformand i Blik og Rør, Henrik W. Petersen, som håber på en bred politisk aftale.

Socialdemokratiet har i weekenden holdt deres årlige kongres, hvor statsminister Mette Frederiksen meldte ud, at regeringen vil fortsætte deres kamp for en ret til værdig tilbagetrækning. Desuden har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard meddelt, at der vil blive oprettet en ny pensionsenhed i Beskæftigelsesministeriet, og at regeringen vil invitere FH og DA til flere drøftelser om emnet, inden overenskomstforhandlingerne officielt begynder senere på efteråret. 

Intet til hinder for en ny pensionsordning 
Udmeldingerne kommer på baggrund af, at embedsmænd i Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at der ikke er noget til hinder for at indføre en ny ordning om ret til tidligere pension for dem, som har været mange år på arbejdsmarkedet, og som har særlig risiko for at blive fysisk nedslidt. 

Værdig tilbagetrækning er et fælles ansvar 
Regeringens udmeldinger tages godt imod i Blik og Rør: 

- Det glæder mig, at regeringen stadig kæmper for en værdig tilbagetrækning, og at vi nu er et skridt nærmere en ny pensionsordning. En ordning, hvor de mennesker som har været mange år på arbejdsmarkedet, og som nærmer sig fysisk nedslidning, kan få mulighed for at trække sig tilbage tidligere og nyde deres otium med helbredet og værdigheden i behold, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet.

- Jeg ser frem til – både som forbundsformand for Blik og Rør og som medlem af FH’s hovedbestyrelse – at byde ind med vores perspektiver på, hvordan vi sikrer en værdig tilbagetrækning i fremtiden. Og så håber jeg, at de andre partier i Folketinget vil lytte til vælgerne og bakke op om en bred politisk aftale. For med verdens højeste pensionsalder mener jeg, at det må være et fælles ansvar blandt alle vores folkevalgte at sørge for, at de danskere der har brug for det, kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, før det er for sent, tilføjer Henrik W. Petersen.