Alle er enige om, at vi har brug for flere faglærte i fremtiden. Politikerne vil have flere unge til at vælge erhvervsskolerne frem for gymnasiet, virksomhederne efterlyser i stigende grad faglært arbejdskraft, og vi i fagbevægelsen vil bestemt gerne have flere faglærte.
Af Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik & Rør, Martin B. Hansen, forbundsformand i Malerforbundet, Jørgen Juul Rasmussen, formand for Dansk El-forbund og Per Christensen, forbundsformand for 3F.
Men virksomhederne er godt i gang med at spænde ben for den gode ambition.
Virksomhederne dropper i stigende grad de ordinære lærlingeaftaler på 3-4 år og opretter i stedet små, korte praktikforløb på 6-12 måneder.
Inden for tømreruddannelsen er andelen af korte praktikaftaler for eksempel steget fra 4 procent af samtlige praktikaftaler i 2008 til 38 procent af samtlige aftaler sidste år. 57 procent af alle indgåede praktikaftaler som bygningsmaler er i dag en kort aftale. 37 procent af aftalerne på VVS-energiuddannelsen er korte, mens det samme gælder for 41 procent af praktikaftalerne som elektriker.
Udviklingen er meget bekymrende af flere grunde:
For det første viser undersøgelser fra Danmarks Evalueringsinstitut, at frafaldsrisikoen er 18 procent højere for elever på korte uddannelsesaftaler end for elever på ordinære uddannelsesaftaler.
For det andet skaber de korte praktikforløb usikkerhed og utryghed hos de unge. Ingen er sikre på, om man har et fuldt uddannelsesforløb i en virksomhed, eller om man igen skal ud i køen af praktiksøgende. Skiftende bopæl og økonomi, skiftende transportvej og skiftende venner og kolleger skaber utryghed og usikkerhed og faldende motivation.
For det tredje forringer de mange korte aftaler erhvervsuddannelsernes omdømme. Hvilke forældre vil råde deres store børn til at vælge en erhvervsuddannelse, når virksomhederne blæser på rigtige uddannelsesforløb og kun stiller korte forløb til rådighed? Og hvilke unge vil foretrække skiftende, korte, tilfældige uddannelsesforløb frem for en fast treårig uddannelse som på gymnasiet?
For det fjerde betyder de korte aftaler ofte ringere kvalitet af uddannelsesforløbet. Mange unge kommer ikke rigtig ind i faget, hvis de hele tiden skal skifte uddannelsessted.
Udviklingen er løbet løbsk og skal bremses øjeblikkeligt, hvis vi fortsat skal gøre os forhåbninger om, at 20 procent - ja måske 25 procent - af en ungdomsårgang i fremtiden skal vælge en erhvervsuddannelse, som også Folketinget ønsker det.
For tre år siden lavede vi med arbejdsgiverne og regeringen en trepartsaftale på praktikpladsområdet, hvor vi begrænsede de korte aftaler til maksimalt 2 aftaler mellem den samme elev og virksomhed. Det har ikke virket tilstrækkeligt.
Trepartsaftalen skulle skaffe 2.100 ekstra praktikpladser det første år, det lykkedes, men 46 procent af de nye praktikaftaler var korte aftaler. Det var ikke intentionen i aftalen.
I dag er det ved at være sådan for en række uddannelser, at de ordinære aftaler er et supplement til de korte aftaler, og det kan få meget negative følger for fremtiden. Så lad os kigge på den del af trepartsaftalen, som vedrører korte aftaler og få den justeret. Det er i alles interesse.
Arbejdsgiverne sukker hver eneste dag efter kvalificeret arbejdskraft, som de gerne vil have lov til at hente billigt i Asien eller Sydamerika. Men arbejdsgiverne skulle i stedet tage noget ansvar for at uddanne den arbejdskraft, der skal sikre virksomhedernes aktivitet i fremtiden.
Virksomhederne blæser på de unge og håber, at politikerne kommer dem til hjælp. Det er uklædeligt og udansk. De skulle hellere påtage sig det ansvar, det er at uddanne den fremtidige arbejdskraft. Det vil alle have glæde af – også virksomhederne selv.