Top menu

Ungdommens årsmøde i Svendborg

Dato: 30/03-2019
1451

99 lærlinge fra hele Danmark var den sidste weekend i marts samlet på et vandrerhjem i Svendborg. Oplæg, workshops og en masse engagerede unge mænd lægger fra kaj til Blik og Rør Ungdoms årsmøde 2019

Hvad får man, hvis man samler 99 unge mænd en weekend på et vandrerhjem i Svendborg? Cigaretter, whisky og nøgle pi’r? Muligvis senere. Men her til Blik og RørUngdoms årsmødes start er øjnene muligvis lidt klattede fra aftenen før, men engagementet er ikke til at tage fejl af.

Formandstaler
Blik og Rørs formand, Henrik W. Petersen, åbner årsmødet og byder velkommen. Det stærke fremmøde og engagement tegner godt, både for årsmødet og for Blik og Rørs fremtid

Ungdomsformand Casper Steppat fremlægger bagefter beretningen, hvor paragrafændringer, nye samarbejder og initiativer blev præsenteret og forklaret. Men hans vigtigste budskab kan nemt bruges som slogan for dette årsmøde, for Blik og RørUngdom, hele Blik og Rør .. sågar hele fagbevægelsen:

- En fagforening er ikke kun lønforhandlinger og arbejdsmiljø. Det er det også. Det er fællesskabet. Det er vennerne, kammeraterne og kollegaerne, der gør, man bliver hængende. Det er drivkraften, der skubber en fremad i fællesskab, siger Casper Steppat, der enstemmigt bliver genvalgt som formand for Blik & Rør Ungdom.

Næsten samlet Landsudvalg
Landsudvalget fortsætter fra sidste år med ganske få udskiftninger. Tre nye medlemmer og to nye suppleanter er sammen med den nu mere erfarne øvrige flok klar til at tage fat på det kommende års planer og projekter. Deriblandt er en øget indsats for at få flere aktive unge engagerede i deres hverdag, en kamp for bedre lærlingeforhold og -løn og et nyt, større samarbejde med Fagbevægelsens Ungdom, som er ungdomsdelen af det nye, store Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH.

Lidt pi’r
Efter frokosten, hvor cigaretterne kommer på banen, kommer pi’rne også frem i form af Boss Lady Maria Lembke, der fortæller om, hvordan det er at være kvinde i et udpræget mandefag – og hvordan man kan få flere unge kvinder til at vælge det. Der skal gøres mere for at gøre opmærksom på mulighederne for unge kvinder, når de vælger faget og også for at få sparket fordommene af vejen, så lærepladser og ansættelser baseres på kvalifikationer, og ingen derfor fravælges på grund af køn.

Workshop
Nu er der workshops om psykisk arbejdsmiljø og lærlingebestemmelsesforslag til OK2020. Forbundssekretær Søren Schytte stod for workshoppen om psykisk arbejdsmiljø, hvor han i fælleskab med deltagerne snakkede om, hvad man kan gøre, hvis man for eksempel oplever trusler i forbindelse med sit arbejde, eller at omgangstonen bliver for hård, eller arbejdspresset bliver for meget.

Lærlingebestemmelser
Til workshoppen om lærlingebestemmelser op til OK2020 bliver der debatteret zonepenge for alle lærlinge, tillæg ved skiftende arbejdssteder og forbedring akkord-afregning for voksenlærlinge. Dertil også krav på arbejdstøj og pensionsordning til alle lærlinge efter 2 måneder. Uanset alder. 
Herefter gennemgås udtalelserne, som endeligt godkendes inden høvdingeboldturneringen.
Og måske noget whisky eller øl senere i aften efter en lang og produktiv dag.