Hvis det er en dans på roser at bo i Danmark, så er det med torne i fødderne for de fattigste. Sandheden er nemlig, at uligheden stiger i Danmark
Der er et yndigt land. Og i dét land går det godt. Økonomien buldrer derudad, flere kommer i beskæftigelse, og flere penge skifter hænder. Landet er tydeligvis ved at være på fode igen efter en finanskrise og nedgang. Og det er dejligt og yndigt, men dér knækker filmen så også.
Zoomer vi lidt længere ind og ser nærmere på, hvordan de enkelte har det i det der yndige land, så kan man konstatere, at hvis det er en dans på roser at bo i Danmark, så er det med torne i fødderne for de fattigste.
Sandheden er nemlig, at uligheden stiger i Danmark, ligesom opsvinget gør det.
Sikkerhedsnet med huller
Ligesom i en film bliver de rige støt rigere, og de fattige bliver støt fattigere − og de skal så grueligt meget igennem … for at kunne få lov til at få glæde af det sikkerhedsnet, der er spændt ud under vores samfund. Sagen er, at netop det sikkerhedsnet gøres mindre og får større huller i form af forringelse af dagpengene, kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen, den fjernede førtidspension med mere.
Opsvinget er et faktum, og 63.000 er kommet i job, siden det stod værst til i midten af 2012. Det er dejligt. Men vi skal også være opmærksomme på, at medaljen har en bagside. Mens de rigeste 10 procent af det danske folk i gennemsnit de sidste ti år har fået 65.000 kr. mere om året at rutte med, har de 40 procent fattigste kun fået 3000 kr. om året. Det kræver ikke en højere matematikeksamen for at se, at fortsætter dét, ender samfundet med at blive skævvredet inden for den nærmeste fremtid.
Skævvridning
Vi kan konstatere, at mens vores sikkerhedsnet i form af sociale ydelser, der er livsgrundlag for tusinder danskere, forringes, tages væk eller strammes, sænkes skatteprocenten for de danskere, der tjener mest.
Imens presses blikkenslageren, skorstensfejeren og andre helt almindelige danskere til at arbejde længere og hårdere uden udsigt til en realistisk pensionsalder eller værdig tilbagetrækning, hvis de er nedslidte. Sikkerhedsnettet er hullet under dem, og bliver de syge, nedslidte eller på anden måde får brug for sikkerhedsnettet, risikerer de at tumle ned ad indkomststigen med markant lavere levestandard til følge.
Det er dermed hele samfundet, der påvirkes af den stigende ulighed. Og jeg vil gerne understrege, at det er ikke, fordi vi ikke under de rigeste ti procent deres rigdom. Det er, fordi at dét, kombineret med forringelserne for de fattigste ti procent, gør det vigtigt at råbe vagt i gevær. Skævvridningen svækker samfundets sammenhængskraft, og vi risikerer at ende med uro, utryghed og frustration, som vi ser det i andre lande med større ulighed. Vores samfund er bygget på den grundlæggende værdi, hvor vi hjælper de svage, og alle skal være så lige som muligt. Dét er ved at gå fløjten nu.
Ikke sort/hvid
Hvis vi vender tilbage til filmen fra før, så kan man sige, at der er ikke skurke med sort tøj på og onde hensigter i denne film, for så sort/hvidt er der ikke noget der i virkeligheden. Men vi har nogle, der skal kæmpe alt for meget, og som ikke får samme chancer og vilkår, som de bør. Det er danskere og deres børn, der låses fat i relativ fattigdom uden overskuelige muligheder for at bryde ud af det. Det er dem, vi skal hjælpe. Vi skal have de sidste arbejdsløse i job, vi skal tilbyde en værdig tilbagetrækning til vores nedslidte, ordentlige vilkår for de langtidssyge, en realistisk pensionsalder, et stærkere sikkerhedsnet. Vi skal have opbygget et samfund, hvor alle får en chance.
Det er blandt andet os i fagbevægelsen, som er en af de grundsten, vores samfund bygger på, der skal være med til netop at råbe vagt i gevær, til netop at vende medaljen og vise bagsiden af den. Det er os, der skal være dem, der hjælper de svage i filmen, så når rulleteksterne kommer, så er det en relativt lykkelig slutning. Ellers knækker filmen helt for Danmark.
(Fra Henrik W. Petersens blogindlæg på Piopio.dk)