Top menu

Ny effektiv tilsynsmetode fortsætter

Dato: 19/02-2019
1425

Arbejdstilsynets forsøg med en ny tilsynsmetode i bygge- og anlægsbranchen har været så stor en succes, at beskæftigelsesministeren og arbejdsmiljøforligskredsen nu vil føre tilsynet videre.

Siden 1. november 2017 har Arbejdstilsynet forsøgt sig med en ny tilsynsmetode i bygge- og anlægsbranchen kaldet Helhedsorienteret Tilsyn (HOT), fordi det er en af de brancher med flest alvorlige arbejdsulykker.

Den nye metode går i alt sin enkelthed ud på, at Arbejdstilsynet møder uanmeldt op på en byggeplads og afdækker arbejdsmiljøet på alle de virksomheder, der er på byggepladsen. Tidligere fokuserede man med det risikobaserede tilsyn på den enkelte virksomhed, der var udtaget til tilsyn. Samtidig er der øget fokus på forebyggelse med opfølgende dialogmøder og opfølgende tilsyn, hvor der har været arbejdsmiljøproblemer.

En sammenligning af de to hensyn viser, at tilsynet er blevet betydeligt mere effektivt. 

- Det er glædeligt at se, at den nye tilsynsmetode gør en forskel. Bygge- og anlægsbranchen er en branche, hvor alt for mange kommer til skade eller bliver slidt ned af dårlige arbejdsforhold, og det var også grunden til, at vi satte ind her med en særlig indsats. Vi skal se en forbedring på dette område, og derfor er jeg glad for, at vi i forligskredsen er blevet enige om at føre den nye tilsynsmetode videre, siger Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Hos Blik- og Rørarbejderforbundet er man tilfredse med, at den helhedsorientertede tilsyn fortsætter, lyder det fra forbundssekretær Søren Schytte:

- Vi ved erfaringsmæssigt at besøg på byggepladserne har en positiv effekt på arbejdsmiljøet, så derfor hilser vi velkommen til alle tiltag, som styrker indsatsen ude på arbejdspladserne. Som samfund kan vi kun have en interesse i at få nedbragt antallet af arbejdsulykker, og derfor opfordrer vi til en yderligere styrkelse af indsatsen.

Beskæftigelsesministeren vil til marts fremsætte forslag til en ændring af arbejdsmiljøloven, der gør det muligt at undtage virksomheder fra risikobaseret tilsyn og videreføre det helhedsorienterede bygge- og anlægstilsyn.