Top menu

Chefen kunne ikke vælte Jakob

Dato: 28/06-2017
1148

En arbejdsgiver må ikke blande sig i valget af tillidsrepræsentant, ej heller opfordre til, at han bliver væltet af kollegerne, som det skete for et år siden i firmaet Navergruppen A/S – det tidligere Dansk Kobbersalg ApS - i Hillerød.

Jakob Bjørnkjær Carlsen havde haft tillidsrepræsentantsposten i firmaet i over et år og havde gentagne gange bedt chefen om, at han og kollegerne kunne komme på de lovpligtige kurser og den efteruddannelse, som de har ret til ifølge overenskomsten.

- Vores chef blev ved med at udskyde det. Jeg prøvede at få tingene igennem ved at snakke med ham flere gange. Men der var hele tiden noget i vejen. Da jeg sendte en mail for at have noget på skrift om vores ret til efteruddannelse, spidsede det til, fortæller Jakob Bjørnkjær Carlsen, som er uddannet VVS-montør og blikkenslager.
 
Det er over den røde streg
Det førte til en sag i Arbejdsretten, hvor tre af Jakob Bjørnkjærs kolleger vidnede, at chefen efter at have modtaget den mail fra Jakob Bjørnkjær Carlsen i juni 2016 indkaldte alle medarbejdere til møde dagen efter for at få Jakob Bjørnkjær Carlsen afsat som tillidsrepræsentant. Men kollegerne bakkede Jakob Bjørnkjær Carlsen op, og chefen måtte gå fra mødet med uforrettet sag.
 
- Hvis en arbejdsgiver blander sig på den her måde, så er det over den røde streg, som er rundt om tillidsrepræsentanter. Dommen fastslår, at det er en såkaldt ”organisationsfjendtlig handling”, hvis en chef siger til sine folk, at de skal vælge en ny tillidsrepræsentant. Det kan være svært at bevise, men i denne nye sag har dommeren lyttet til de mange vidneudsagn fra tillidsrepræsentantens kolleger, siger advokatfuldmægtig i LO Dennis Schnell-Lauritzen, som har ført sagen i samarbejde med Blik- og Rørarbejderforbundet.
 
-En chef kan komme med indsigelser indenfor 14 dage efter valget af en ny tillidsrepræsentant, hvis han f.eks. mener, at valget af tillidsrepræsentant ikke er foregået korrekt, men når den periode er gået, så må chefen hverken tryne eller undergrave tillidsrepræsentanten, siger Dennis Schnell Lauritzen. Han mener, at der kan være flere lignende sager, som bare ikke har nået hans bord.
 
Få det ned på skrift
Som bevis indgik udover vidneudsagnene også en mail, som Jakob Bjørnkjær Carlsen havde sendt til Blik- og Rørarbejderforbundet, om at chefen havde indkaldt til mødet.
 
Jakob Bjørnkjær Carlsen vil klart opfordre andre tillidsfolk til at få tingene ned på skrift.
 
- Det var en fejl, at vi aldrig lavede referater. Det bør man gøre af alle møderne – ikke kun dem, hvor der er en konflikt, siger Jakob Bjørnkjær Carlsen.
 
Advokatfuldmægtig i LO Dennis Schnell-Lauritzen opfordrer til det samme – også gerne med den løbende dialog.
- Hvis man aftaler noget, så skriv det ned ved f.eks. at sende en mail med teksten ”jeg bekræfter hermed” eller ”som sagt på mødet”.
 
Set i bakspejlet
Jakob Bjørnkjær Carlsen har sagt op hos Navergruppen. Det samme har fem andre kolleger. Deriblandt Lasse Christiansen, som også vidnede i retten.
 
- Det er rart, at det blev afsluttet, og vi fik sat et punktum i sagen, siger Lasse Christiansen, som havde været i Navergruppen i 10 år.
 
- Jeg synes, det var rigtig ærgerligt, at det kom så langt. Vi ville jo hellere have haft efteruddannelse, men det var meget svært at komme igennem med det. I retten mødte jeg jo min gamle chef, og det var altså en smule grænseoverskridende. Men vi ville have retfærdighed. Set i bakspejlet burde jeg have sagt fra før, men det er svært, når man står i situationen, siger Jakob Bjørnkjær Carlsen, som nu er en glad medarbejder Holst Kristiansen VVS ApS sammen med Lasse Christiansen.
 
Direktøren for Navergruppen A/S skal betale en bod på 40.000 kroner.