Top menu

Folkemøde: Energirenovering på dagsordenen

1146

Folkemødet er overstået for denne gang, og Blik- og Rørarbejderforbundet fik sat flere markante fodaftryk for klima, beskæftigelse, fag og arbejdsmarkedspolitik.

På dette års Folkemøde kom energirenovering for alvor på den politiske dagsorden, da Blik- og Rørarbejderforbundet sammen med Dansk El-Forbund og TEKNIQ arrangerede Energy special – Hvem vil være millionær?
 
Den tidligere TV-vært, Jes Dorph-Petersen, testede paneldeltagernes viden med god hjælp fra tilskuere og livliner – i form af formændene for TEKNIQ, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.
 
Quiz-deltagerne var Torben Møger, adm. direktør i PensionDanmark og Lars Christian Lilleholt (V), Energi-, Forsynings- og Klimaminister, på det ene hold og Magnus Heunicke, medlem af transport, bolig og bygningsudvalget samt Martin Damm, formand for KL, på det andet.
 
De blev stillet over for spørgsmål som ”hvilken type arbejdspladser får flest påbud fra Arbejdstilsynet pga. dårligt indeklima?” (svar: folkeskolerne) og ”hvor lang er tilbagebetalingstiden, når du udskifter et oliefyr med et biobrændselsfyr?” (svar: 4-5 år).
 
Duellen var tæt, men i sidste ende blev det Torben Møger og Lars Christian Lilleholt, der løb med sejren og de 1.000.000 fiktive watt, der var til vinderne.
 
Brug håndværkerne rigtigt
Brug håndværkerne rigtigt og tænk de smarte, intelligente og klimavenlige løsninger ind i byggeriet allerede i planlægningsfasen og få udnyttet potentialet for borgere, miljø og økonomi bedre.
 
Det var budskabet fra næstformand Henrik W. Petersen, da han deltog i paneldebat om fremtidens byggeri på Folkemødet på Bornholm.
 
Under ledelse af tv-værten Natasja Crone blev der budt indenfor til debat og quiz, hvor publikum blev bedt om at gætte en række gadgets – lige fra en sensor, der i ældreboliger kan lægges under gulvet og registrere, hvis beboerne falder om, til et glas bornholmsk havvand, som kan bruges til nedkøling af bygninger – skulle hun også forsøge at styre det debatlystne panel.
 
Udover de to velbesøgte arrangementer, som var planlagt med Dansk El-Forbund og TEKNIQ, deltog også arbejdsmiljørepræsentant Frank Rasmussen hos Kemp & Lauritzen i en velbesøgt debat om værdien af et godt arbejdsmiljø. 
 
Og endelig agerede forbundsformand Max Meyer bartender i Folkets Hus i Allinge, hvor alle interesserede havde mulighed for at møde og diskutere med ham. Det benyttede Jens Anker Rasmussen fra Becko VVS sig af til en drøftelse om årets overenskomstforhandlinger.