Top menu

OK 2017: Opbakning til forligsmandens mæglingsskitse

Dato: 26/03-2017
1106

Blik- og Rørarbejderforbundets hovedbestyrelse anbefaler et ja til den mæglingsskitse, som skal til urafstemning blandt medlemmerne.

Efter sammenbruddet i forhandlingerne om ny VVS-overenskomst, bliver området omfattet af forligsmandens mæglingsskifte. Mæglingsskitse er nu blevet offentliggjort, og det er en skitse med opløftende indhold og krav til parterne på VVS-området. 
 
Søndag var hovedbestyrelsen i Blik- og Rørarbejderforbundet samlet for at drøfte forligsmandens forslag til en mæglingsskitse, og her var der ingen tvivl. Blik- og Rørarbejderforbundets hovedbestyrelse anbefaler medlemmerne at stemme ja til mæglingsskitsen, når den i løbet af kort tid, skal til afstemning hos medlemmerne. 
 
- Det er flot og velafbalanceret mæglingsskitse, som vi er meget tilfredse med i Blik- og Rørarbejderforbundet. Udover pæne lønstigninger, er der forbedringer til både medlemmet med børn, lærlingene og den ældre kollega, som ønsker at arbejde mindre. Samlet set er det en aftale, som indeholder mange gode og opløftende elementer, og derfor anbefaler vi medlemmerne at stemme ja, siger forbundsformand Max Meyer om mæglingsskitsen. 
 
Særbehandling til VVS-området
Det har i lighed med overenskomstforhandlingerne i 2012 og 2014 været bestemmelserne på akkordområdet, som har givet anledning til stor uenighed i forhandlingerne på VVS-området. 
 
I mæglingsskitsen har forligsmanden denne gang og helt ekstraordinært valgt at give særbehandling til VVS-området. Således indeholder mæglingsskitsen et forslag om at regulere priserne i prislisterne med 1,9 procent i indeværende år. Og såfremt parterne forhandler sig frem til en anden form for akkord som supplement til prislisterne, reguleres prislisterne med yderligere 2,0 og 2,3 procent i de efterfølgende to år. 
 
- Det er en fornuftig løsning, som forligsmanden har fundet frem til. Vi har gennem hele forløbet været løsningsorienterede, så vi har ingen problemer med at sætte os sammen med vores forhandlingspartner, og finde en fornuftig løsning på problemet, siger næstformand Henrik W. Petersen fra Blik- og Rørarbejderforbundet. 
 
Mæglingsskitsen bliver sendt til afstemning blandt medlemmer i løbet af få dage. Afstemningsresultatet bliver offentliggjort den 20. april.