Top menu

Godt nytår

Dato: 02/01-2017
1058

Her ved indgangen til 2017 vil jeg ønske alle medlemmer, samarbejdspartnere og gode venner af forbundet et rigtig godt nytår.

Den kommende tid gælder det overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked, hvor Blik- og Rørarbejderforbundet og andre fagforeninger, skal forhandle nye overenskomster på vegne af medlemmer. 
 
Det er altid en rigtig spændende periode, som jeg personligt ser frem til. Det er nemlig overenskomsterne, som sætter standarden for arbejdsforholdene på det danske arbejdsmarked.
 
I modsætning til de senere års overenskomstforhandlinger, så er der rigtig meget at glæde sig over denne gang. Der er nemlig godt gang i beskæftigelsen i øjeblikket. Ledigheden er i bund, og antallet af beskæftigede i VVS-branchen stiger også. 
 
Samtidig viser analyser fra Tekniq, at virksomhederne tjener flere penge og at installationsvirksomhederne forventer øget aktivitet de kommende år. Det er alt sammen rigtig positivt, når vi sammen med arbejdsgiverne skal forhandle nye overenskomster. 
 
Men ikke nok med det. Der er nemlig mere at glæde sig over. 
 
De seneste tal fra Undervisningsministeriet viser, at optimismen hos arbejdsgiverne også smitter positivt af på antallet af indgåede uddannelsesaftaler. I årets første 10 måneder i 2016 blev der indgået 14 procent flere uddannelsesaftaler end året før. 
 
Det er flot. Særligt når de andre byggefag, som for eksempel murer, maler og tømrer blot har en fremgang på fem procent i samme periode. 
 
Fremgangen viser dermed også, at VVS-branchen kan tiltrække flere unge til faget. Det skyldes blandt andet, at mulighederne for en fremtid i VVS-branchen er blevet bedre og at jobbet som VVS’er, er meget mere end at skrue rør sammen og skifte toiletter.
 
Den tendens skal fastholdes og udvikles yderligere. Det gøres blandt andet ved, at lave gode overenskomster, som sammen med ordentlige løn- og arbejdsforhold, også skaber tryghed og mulighed for at dygtiggøre og udvikle sig i branchen. 
 
Endnu engang. Godt nytår.
 
Max Meyer
Forbundsformand