Top menu

Vælg det rigtige stillads

Dato: 09/09-2016
1019

Der er godt gang i byggeriet i store dele af landet, og mange steder ser man stilladser der er sat op fx i forbindelse med opførelse af nye boliger eller renoveringsarbejde.

Opstilling og anvendelse af stilladser er stadig meget udbredt når der skal arbejdes i højden, men der er forskellige regler og standarder som man skal være opmærksom på, når man enten som bygherre og rådgiver har ansvaret for stilladset eller som entreprenør og håndværker er bruger af det.
 
- I Byggeriets Arbejdsmiljøbus (Bam-bus) møder vi jævnligt spørgsmål som både handler om fortolkning af reglerne for, hvem der har ansvaret for stilladset og spørgsmål om den rigtige anvendelse af stilladset, siger direktør Peter Kirkegaard i Bam-bus.
 
Som entreprenør kan man selv vælge om man selv vil opstille et stillads, eller bruge en professionel stilladsopstiller. Man kan selv beskrive, hvorledes man vil have stilladset indrettet, så der kan arbejdes forsvarligt fra det. I det tilfælde har man selv som entreprenør ansvaret for indretningen. Men man kan også beskrive det arbejde, der skal foregå og så overlade det til stilladsopstilleren at beskrive indretningen. I det tilfælde påtager han sig ansvaret som leverandør for, at stilladset er opstillet korrekt.
 
Men som entreprenør har man stadigvæk ansvaret for sine medarbejdere på stilladset, og som håndværker på stilladset har man også pligt til at forholde dig til, at stilladset er korrekt og virker efter hensigten.
 
Hvis man opdager fejl og mangler på stilladset, skal man enten selv prøve at udbedre det; eller hvis man ikke kan, få en person i firmaet med relevant uddannelse om stilladser og en person fra stilladsfirmaet til at udbedre det.
 
Til hjælp for både bygherrer, rådgivere, projekterende, entreprenører og håndværkere har vi trykt en pjece og oprettet en webside: korrektestilladser.dk, som kan anvendes både fra PC, tablet og smartphone.
 
Her kan man finde oplysninger og links til regler og standarder afhængig af, hvem man er, lige som der også er beskrivelser af stilladstyper og illustrationer af generelle Go og No-Go situationer ved forskellige typer arbejde.
 
På websiden finder man også links til:
  • Standardblade for systemstilladser, som beskriver hvilke krav, der stilles til systemstilladser, som skal bruges til forskellige typer arbejde
  • Tjekliste til kontrol af stilladsets tilstand, så man sikrer sig, at det er korrekt efter ændringer og justeringer
  • AT-vejledning som forklarer reglerne for fordelingen af ansvar for opstillingen af korrekte stilladser
Indsatsen handler ikke om, at dunke nogen i hovedet eller pege fingre ad nogen, men derimod om, at man før stilladset bliver valgt og stillet op, overvejer og beslutter hvilket arbejde der skal udføres på stilladset, hvad det kræver af materialeoplag og adgangsforhold på stilladset, om det valgte stillads kan holde til belastningen og ikke mindst, hvordan og hvorledes man får planlagt og udført arbejdet, hvis flere fag skal bruge stilladset til fx vinduesudskiftning og facaderenovering.
 
I de næste tre måneder vil konsulenterne i Bam-bus have særligt fokus på stilladser og ambitionen er, at der dels kommer bedre afklaring af ansvarsområderne hos dem vi møder, og at der løbende sker arbejdsmiljøforbedringer på stilladserne.