Top menu

Dagpengenes værdi udhules

Dato: 22/10-2015
878

Den seneste skattereform med en lavere regulering af dagpengesatsen vil give et så stort efterslæb i forhold til lønudviklingen, at det svarer til en hel måneds dagpenge. Det viser nye tal fra AK-Samvirke.

En helt ny analyse fra AK-Samvirke viser, at dagpengesatsen er på vej til at blive udhulet markant. Skattereform 2012 og det at dagpengesatsen ikke udvikler sig i samme tempo som lønudviklingen betyder, at ledige i 2023 kun vil kunne få det, der svarer til 11 måneders dagpenge.
 
I forhold til de samlede udgifter til dagpenge og efterlønsordningen i 2015 løber den samlede årlige besparelse ved den mindre regulering af dagpengesatsen op i ca. 3 mia. kr. i 2023.
 
Man risikerer at forringe mere, end man tror, man gør
De nye tal dokumenterer, at der allerede ligger politiske beslutninger på skatteområdet og på ydelsesniveauet, som har stor betydning for, hvordan fremtidens dagpengesystem bør skrues sammen. Det mener Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, som advarer om, at man risikerer at forringe dagpengesystemet langt mere, end man tror man gør.
 
- Den her analyse er fuldstændig afgørende, når vi skal diskutere fremtidens dagpengesystem, og ikke mindst hvad niveauet for dagpengesatserne skal være. Den viser nemlig, at det i forbindelse med en kommende dagpengereform ikke er retvisende at tage udgangspunkt i, hvad de aktuelle dagpengesatser er. Der er allerede vedtaget beslutninger, som helt automatisk forringer værdien af dagpengene markant. Hvis ikke man fra politisk side tager udgangspunkt i den udvikling vores nye tal viser, risikerer man at lave langt voldsommere forringelser, end man ønsker, siger Verner Sand Kirk og understreger:
 
- Det er vigtigt, at det fortsat er attraktivt at forsikre sig mod ledighed. Hvis en løsning af udfaldsproblemet skal finansieres ved forringelser andre steder i dagpengereglerne, er der risiko for, at folk vælger a-kassen fra. Det så vi i Sverige i 2007 og 2008, hvor a-kasserne mistede 500.000 medlemmer, fordi man satte kontingenterne kraftigt op og forringede ydelsen. Det har svenskerne nu fortrudt, og man har sat kontingentet ned igen og satserne op.
 
Dagpengenes værdi udhules: Læs AK-Samvirkes nye analyse her...