Top menu

Valg 2015: Mattias Tesfaye (S) Dansk økonomi afhænger af kloge hænder

Dato: 09/06-2015
819

Vi har brug for gode erhvervsuddannelser og kloge hænder ifølge socialdemokraten Mattias Tesfaye. Han er selv håndværker og har gjort det til sin livsmission at tale håndens arbejde op.

Da Mattias Tesfaye var 16 år, startede han i lære som murer. Han blev formand for murerlærlingene i Århus, udlært som 20-årig og har siden arbejdet halvdelen af sit arbejdsliv på byggepladser og halvdelen som faglig sekretær i sin fagforening.
 
I 2001 blev han medlem af SF’s landsledelse som næstformand i partiet. Men i januar 2013 meldte sig ind hos Socialdemokraterne og fandt murerskeen frem igen. Han er et sjældent syn: En politiker, der laver fysisk arbejde. Endda på akkord. I tænkepausen skrev han debatbogen ’Kloge hænder’ og tog diskussionen op med vælgerne på de sociale medier Facebook og Twitter. Og nu stiller han op som kandidat til folketinget for Socialdemokraterne.
 
- Min kæphest er, at uden kloge hænder, uden gode håndværksuddannelser – ingen stærk dansk økonomi. Ind til for to-tre år siden var der en kæmpe bølge i dansk politik om, at nu skulle vi alle sammen ind bag et skrivebord og kigge ned i et reagensglas og sende nogle e-mails til hinanden. Så skulle vi nok blive rige. Og så var det godt, vi havde teknisk skole, for dem, som var de totale tabere, skulle trods alt også have et sted, de kunne gå hen og få sig en uddannelse, siger han sarkastisk.
 
- Min pointe er ikke, at nu skal alle ud på stilladserne. Min pointe er, at vi skal både have kloge hoveder og kloge hænder for at få et samfund til at løbe rundt, forklarer Mattias Tesfaye sit forsvar for håndens arbejde, som han har gjort til sin livsmission.
 
- Næste skridt er så, hvordan får vi flere kvikke, kvalificerede unge til at søge ind på håndværksuddannelserne og overbevist dem om, at det ikke er taberuddannelser, siger han.
 
- En af udfordringerne er, at unge ikke er dumme, og de derfor kigger på branchen og tænker: Skal jeg slås med polakker hele mit liv? Skal jeg slæbe lokummer rundt på byggepladser og trække mig tilbage, når jeg er 72? Skal jeg være en del af en branche, hvor det er normalt at blive vinterfyret, og folk ryger ud af dagpengesystemet, spørger han frustreret. 
 
- Med alle de problemer, som særligt byggebranchen slås med for at blive til et attraktivt sted at være, der er vi ikke i mål. Der har hele Folketinget et ansvar, siger socialdemokraten, som åbent erkender, at han har skarpere holdninger til politiske områder, som har konsekvens for håndværkeren og arbejderen, end hans parti har.
 
Hvad mener Socialdemokraterne om social dumping? 
Regeringen har taget masser af initiativer mod social dumping, som er så giftigt for dansk økonomi. Skat, Arbejdstilsynet og Politiet tager det langt mere alvorligt, og der er kommet nogle konkrete værktøjer som altså skiltning på byggepladser, ID-kort, CVR-nummer på bilerne, ny beskatningsmodel for udenlandske vikarbureauer.
Socialdemokraterne mener ikke nu, at man skal indføre kædeansvar. Men det mener jeg! Problemet er, at når staten ikke spiller ind, så finder alle regioner og kommuner – og nogle boligselskaber også – på deres egen udgave af kædeansvar. Det ville være noget lettere, hvis man havde en dansk standardmodel. 
 
Hvad mener Socialdemokraterne om tilbagetrækning?
Der er Socialdemokraternes position, at de nuværende regler for optrapning af  tilbagetrækningsperioden både for efterløn og folkepension skal fastholdes.
 
Kan du selv arbejde som murer, til du er 70?
Nej. Jeg kan ikke arbejde, til jeg er 70. Derfor mener jeg også, at tilbagetrækningsalderen bør justeres efter, hvor mange år, man har været på arbejdsmarkedet. Jeg har fx startet med fysisk arbejde, da jeg var 16. Hvorfor skal jeg trække mig tilbage på samme tid som folk, der har været på SU, til de var 28? Det kan jeg ikke forstå.
 
Men hvad skal håndværkeren så gøre i forhold til tilbagetrækning, hvis man fastholder de regler, der er nu? 
Jeg kan kun komme med nogle brudstykker, for at være ærlig. Det ene er, at vi har stadig – selvom det er ret amputeret – en efterlønsordning. Der er trods alt forskel på at kunne gå som 67 årig og som 71 årig. Det er et lille halmstrå, vi kan holde fast i. Et andet halmstrå har med arbejdsmiljø at gøre. Og så handler det handler primært om at undgå social dumping, fordi det presser de ordentlige virksomheder. Desuden er jeg uenig med dem, der siger, at den offentlige sektor skal fungere på samme linje som de private. Der mener jeg, at al den udlicitering er et problem. Problemet er, at mange af de steder også var arbejdspladser, hvor folk, der var lidt halvnedslidte, kunne levere på 70-80 procent. De ryger ud, når ISS overtager. Og så ryger det jo bare ned på jobcenteret. Der synes jeg, det er federe, at vi har en del af arbejdsmarkedet, som er lidt mere rummeligt.
 
Hvad mener Socialdemokraterne om dagpenge?
Ledige over 50 år har markant sværere ved at finde et nyt arbejde, selvom de har arbejdet hele deres liv. For at de ikke skal falde ud af dagpengesystemet, synes jeg, deres dagpengeperiode burde være længere end to år. Ligesom jeg synes, den periode, der skal til for at genoptjene en ny dagpengeperiode, burde nedsættes til et halvt år. For os bygningsarbejdere er genoptjeningsperioden vigtigere end dagpengeperioden. Og når man er i løntilskud og jobrotation i en privat virksomhed, så bør det tælle med som genoptjening, fordi man jo er ansat på overenskomst og får pension og normal løn.
 
Mener dit parti Socialdemokraterne også det?
Nej. Mit parti mener jo ikke noget. Vi har skudt det hele til hjørne i en dagpengekommission, og det eneste synspunkt, vi har – som også er godt – er, at i det nye dagpengesystem skal færre falde ud. Hvordan vi så skal sørge for, at færre falder ud, det afventer man kommissionen til. Bistandshjælpen var jo oprindeligt lavet til folk, der var lidt på kanten. Nu er kontanthjælpssystemet blevet til et sted, hvor hr. og fru Danmark lige pludselig er. Det er helt galt. Jeg har ikke på noget tidspunkt forsvaret aftalen om dagpenge. Der er for meget i den måde, modellen er skruet sammen på, som simpelthen ikke er gennemtænkt. Den måde, man beregner det på, den måde man forbruger det på, og hvad der tæller til genoptjening. Men Socialdemokraterne sidder en saks, og jeg er nødt til at anerkende, at en del af folkestyre og demokrati er, at politiske aftaler ikke bliver brudt i den periode, de løber i.
 
Af Malene Mølgaard/Storyseller