Top menu

Blik- og Rørarbejderforbundet støtter Lizette Risgaard som ny formand for LO

Dato: 06/02-2015
755

I Blik- og Rørarbejderforbundets hovedbestyrelse er der bred opbakning til Lizette Risgaard som ny formand for LO. Den nuværende næstformand ønsker at efterfølge Harald Børsting, når LO til efteråret holder kongres.

Foreløbig har tre kandidater meldt sig til den prestigefyldte post som ny formand for LO. Ud over den nuværende næstformand har også HK’s forbundsformand Kim Simonsen og formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther meldt sig som kandidater. 
 
På torsdagens hovedbestyrelsesmøde i Blik- og Rørarbejderforbundet blev de tre kandidater drøftet. Og her er der bred enighed om, at det er Lizette Risgaard, som skal være ny formand for LO.
 
- Lizette Risgaard nyder stor opbakning hos os. Som næstformand for LO har hun markeret sig flot, og vi har haft et godt samarbejde med hende. Derfor er det hende vi peger på, som kandidatfeltet ser ud i øjeblikket, siger forbundsformand Max Meyer fra Blik- og Rørarbejderforbundet. 
 
Selv om valgkampen til posten som ny formand i LO er skudt i gang, håber Max Meyer ikke, at den overskygger de mange vigtige opgaver og udfordringer, som fagbevægelsen står foran.
 
- Vi har brug for en samlet fagbevægelse, som i fællesskab forsvarer den danske model. Her tænker jeg naturligvis opgøret mod Ryanair, social dumping og bedre muligheder for dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Desuden er der også snart Folketingsvalg, hvor vi som fagbevægelse skal have fælles front, lyder det fra Max Meyer.