Top menu

Skrappere miljøkrav til brændeovne skal give renere røg

Dato: 04/02-2015
753

Nye brændeovne må kun udlede halvt så mange sundhedsskadelige partikler. Danmark strammer dermed kravene, der i forvejen er blandt de skrappeste i Europa.

Brændeovne spreder varme og hygge, men også sundhedsskadelige partikler. Brændeovne står for det største udslip af sundhedsskadelige partikler i Danmark, og derfor strammer miljøminister Kirsten Brosbøl (S) nu kravene til brændeovne, så de fremover kun må udlede halvt så mange partikler.
 
- Danskerne skal fortsat kunne tænde op derhjemme, men vi skal minimere sundhedsskaderne fra røgen. Derfor strammer vi nu kravene, så røgen fra brændeovnene bliver renere. Men regler er kun den ene side af sagen. Det er også vigtigt at fyre korrekt, og jeg opfordrer til at følge vores gode råd om blandt andet at tænde op i toppen, siger Kirsten Brosbøl.
 
De nye regler er blandt de skrappeste i Europa og betyder, at nye brændeovne fremover maksimalt må udlede 5 g partikler pr. kg. træ, mens de før måtte udlede 10. Reglerne gælder også for brugte ovne, der sælges videre.
 
Grøn dansk styrkeposition
I Danmark er 9 ud af 10 nye brændeovne Svanemærkede og lever dermed allerede op til de nye lovkrav. Men kravene til Svanemærket bliver også strammet, så Svanemærkede ovne fra oktober kun må udlede 3 gram partikler pr. kg. træ.
 
- Det giver mening, at vi strammer lovkravene, efterhånden som teknologien gør det muligt, og det frivillige Svanemærke er med til at fremme udviklingen ved at stille endnu skrappere krav til de grønne frontløbere. Danmark går forrest. De danske brændeovnsproducenter er i dag blandt de bedste til at lave rene brændeovne, og de nye regler gør os rustet til også i fremtiden at kunne levere effektive brændeovne til det internationale marked, siger Kirsten Brosbøl.