Top menu

Har du styr på vinterforanstaltningerne?

Dato: 04/11-2014
709

Vinterens sne, sjap og kulde kan være over os, hvornår det skulle være. Derfor er det vigtigt, at der er styr på vinterforanstaltningerne.

Alt for ofte viser det sig, at vinterforanstaltningerne på mange byggepladser ikke lever op til forskrifterne. Branchearbejdsmiljørådet for Bygge og Anlæg har derfor udgivet en vejledning, der giver en række konkrete anvisninger til afdækning ved vinterarbejde. 
 
Vejledningen indeholder også en gennemgang af ansvar og pligter for bygherre og arbejdsgivere i forbindelse med de lovpligtige vinterforanstaltninger. Den er desuden revideret og ajourført i forhold til de nyeste regler på området. Blandt andet er der tilføjet et nyt afsnit med regler for arbejdstemperaturer, hvor arbejdsgiveren har pligt til at udlevere passende arbejdstøj, hvis det ikke er muligt at opvarme bygningen til en passende temperatur. 
 
Det er typisk de udendørs arealer på byggepladsen, som volder problemer, når det har regnet eller sneet i vinterperioden. I de tilfælde giver vejledningen et godt overblik over, hvordan reglerne er for afledning af overfladevand, orienterings- og arbejdsbelysning, læskærmning og overdækning af arbejdsstedet, ligesom der naturligvis også er regler for snerydning, grusning og afisning.