Top menu

Kraftigt fald i antallet af nye uddannelsesaftaler

Dato: 25/06-2013
509

Antallet af nye uddannelsesaftaler skraber bunden. I årets første tre måneder er antallet af indgåede uddannelsesaftaler faldet med 39 procent i forhold til samme periode i 2012.

Det er blevet sværere at finde en læreplads i VVS-branchen. For trods en forventet mangel på kvalificeret arbejdskraft i de kommende år, viser virksomhederne i branchen ikke den fornødne vilje til at få uddannet den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft. 
 
I den seneste statistik over indgåede uddannelsesaftaler viser, at antallet af indgåede uddannelsesaftaler sætter ny bundrekord. Således er der blot indgået 105 uddannelsesaftaler i årets første tre måneder, og det er et fald på hele 39 procent i forhold til samme periode sidste år. 
 
Og går man længere tilbage i statistikken bliver nedgangen kun forstærket yderligere. Over de seneste otte år har der gennemsnitligt været tegnet 188 uddannelsesaftaler i årets første tre måneder, hvilket svarer til et gennemsnitligt fald på hele 44 procent.
 
- Det er beskæmmende læsning, og tegn på en rigtig kedelig udvikling. Hele branchen står foran et opsving med mange store byggeprojekter, og flere steder i landet er der efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft. Derfor er det ekstra ærgerligt, at virksomhederne ikke er på forkant og tager nogle flere lærlinge, siger forbundssekretær Kim Fusager Balle fra Blik- og Rørarbejderforbundet. 
 
Størst nedgang i hovedstaden 
Tilbagegangen i antallet af indgåede uddannelsesaftaler er spredt over hele landet. Det kraftigste fald er registreret i Region Hovedstaden, hvor nedgangen alene er på hele 59 procent i årets første tre måneder. Også i Region Midtjylland og Region Syddanmark er der en kraftig tilbagegang på henholdsvis 54 og 55 procent i forhold til samme periode sidste år. I Region Nordjylland er der indgået 37 procent færre uddannelsesaftaler, mens Region Sjælland blot har en tilbagegang på 10 procent. 
 
Fordelt på VVS-uddannelsens forskellige specialer er det især uddannelsen som VVS’er, der er hårdest ramt. I årets første tre måneder af 2012 blev der indgået 20 aftaler, mens det er faldet til blot 7 i 2013. Det svarer til et fald på hele 65 procent. 
 
For specialet som blikkenslager er faldet på 51 procent, idet tilbagegangen er gået fra 47 til 23 indgåede uddannelsesaftaler i første kvartal. For uddannelsen som VVS- og energispecialist er der i perioden indgået 64 uddannelsesaftaler i 2013 mod 96 året før. Det er et fald på 33 procent.
 
- En del af tilbagegangen skyldes, at tilskuddet til lærlinge bortfaldt fra årsskiftet. Det er dog langt fra hele forklaringen, og i branchen er vi langt fra målet om at mindst 700 lærlinge skal gennemføre uddannelsen hvert eneste år, for at vi kan opretholde den fornødne kvalitet og klare de fremtidige udfordringer i branchen. Der skal gøres noget, og vi opfordrer gerne til, at alle virksomheder i branchen vurderer en ekstra gang, om det ikke vil være en god idé at tage en lærling ind, siger Kim Fusager Balle.