Top menu

Blik og Rør i aktion for bedre vilkår til ledige

Dato: 29/05-2013
499

Fagforbundene bag kampagnen Forlæng dagpengeretten var onsdag den 29. maj på gaden for at samle underskrifter. Målet er at samle 100.000 underskrifter.

Forlæng dagpengeretten: Blik- og Rørarbejderforbundet og en lang række fagforbund arbejder fortsat på at overbevise regeringen om, at a-kassereglerne for ledige bør lempes, så det er lettere at optjene retten til dagpenge. 
 
På aktionsdagen den 29. maj blev der indsamlet underskrifter over hele landet, og forbundets daglige ledelse havde fra morgenstunden taget opstilling ved Rødovre station, hvor der var stor opbakning og lyst til at bakke op om kampagnen og skrive under.
 
- Vi mødte en fantastisk opbakning til kravene om bedre regler for ledige. For selv om folk havde travlt med at komme på arbejde, udviste de solidaritet med de ledige. De skulle bare høre ordet dagpenge, og så vidste de med det samme, hvad det gik ud på. Og så var det bare at rækken kuglepennen frem. Det varmede, siger forbundsformand Max Meyer.
 
Alvorlig sag
Selv om regeringen og enhedslisten har lavet en aftale om en mere lempelig indfasning af dagpengereformen, vil mange fortsat komme i problemer. Det er særligt de strammere regler for genoptjeningen af retten til dagpenge, som giver problemer. 
 
- Reglerne bør rulles tilbage, så det igen kræver 26 ugers arbejde at genoptjene retten til dagpenge. Vi kan se, at de strammere regler, hvor det kræver dobbelt så meget arbejde, rammer rigtig mange. Og det særligt de ny-udlærte, som kommer i klemme grundet den manglende beskæftigelse. Det er uholdbart, siger Max Meyer.
 
Fagforbundene bag kampagnen Forlæng dagpengeretten vil indsamle 100.000 underskrifter, som bliver afleveret til de ansvarlige politikere på Folkemødet på Bornholm den 14. – 16. juni.
 
Læs mere om kampagnen og skriv under på www.facebook.com/dagpengeretten