Top menu

Vi bidrager gerne med løsninger

Dato: 01/02-2013
440

Det seneste år har vi i Blik- og Rørarbejderforbundet gentagne gange påpeget, at forringelserne af dagpengereformen ikke ville skabe flere arbejdspladser, men i stedet sende ledige ud af dagpengesystemet og over på kontanthjælp.

 

Det viser sig nu at holde stik. For mens opsvinget lader vente på sig langt ude i horisonten, så viser det sig nu, at situationen for de ledige er langt værre end hidtil antaget. Tidligere anslog regnedrengene i Finansministeriet, at et sted mellem 9000 og 16.000 mennesker risikerede at ryge ud af dagpengesystemet til sommer, men nu viser det sig at tallet snarere er dobbelt så højt.

Det er intet mindre end en katastrofe for de berørte, og i Blik- og Rørarbejderforbundet vil vi ikke acceptere, at folk, der har betalt til deres a-kasse hele livet, falder ud af dagpengesystemet. Her forventer vi faktisk, at det gør en forskel, at vi har fået en socialdemokratisk ledet regering.

Det er på tide, at regeringen vågner helt op af deres tornerosesøvn, og at Helle Thorning, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager for alvor ser virkeligheden i øjnene og gemmer lappeløsningerne væk. Det er nemlig nu, der skal gøres noget ekstraordinært. Og skulle regeringen være i tvivl, så bidrager vi i Blik- og Rørarbejderforbundet gerne med holdbare løsninger.

For det første skal de lønmodtagere, som år efter år har betalt for deres medlemskab af en a-kasse enten sikres reel tryghed, job eller en relevant uddannelse. Og for det andet, så skal der gøres noget ved det, som det hele handler om. Nemlig gang i beskæftigelsen.

Den nuværende regering blev valgt på løfter om en finanspolitik, som igen ville få gang i beskæftigelsen. Det løfte er vi i Blik- og Rørarbejderforbundet sikker på, at mange almindelige lønmodtagere stadig ser frem til bliver indfriet.

Ikke alle initiativer, som vil skubbe gang i beskæftigelsen, kan betragtes som udgifter. For eksempel er der samfundsøkonomisk masser af sund fornuft i at stille skærpede krav til energirenoveringer af såvel den offentlige som private bygningsmasse.

Tal fra bl.a. Dansk Byggeri og andre aktører viser nemlig, at renovering skaber flere nye job end nybyggeri og anlægsarbejde. Derudover er energirenoveringer en særdeles farbar og fornuftig vej til at skaffe nye job uden at belaste de offentlige budgetter eller virksomheders driftsøkonomi. Ofte tjener energirenoveringerne sig hjem i løbet af en kortere årrække, og derefter vil besparelserne efterfølgende komme os alle sammen til gode.

I Blik- og Rørarbejderforbundet undrer vi os kun over, hvorfor regeringen ikke allerede er i gang.

Max Meyer
Forbundsformand