Top menu

Hver anden VVS-virksomhed følger ikke loven

Dato: 12/06-2012
Tags: Politik, VVS
384

Under halvdelen af virksomhederne i VVS-branchen har afholdt den obligatoriske drøftelse af arbejdsmiljøet inden for det seneste år, ligesom langt fra alle VVS-virksomheder med mere end 9 ansatte har en arbejdsmiljørepræsentant.

Det kniber gevaldigt med arbejdsmiljøet i VVS-branchen. For selv om antallet af arbejdsulykker er højt, så bliver der ikke gjort nok for at løse problemerne gennem den forebyggende indsats. Således viser en undersøgelse, som fagbladet Blik og Rør har foretaget blandt forbundets medlemmer, at blot 48 procent af virksomhederne har afholdt den årlige obligatoriske drøftelse af arbejdsmiljøet inden for det seneste år.

Endnu værre ser det ud blandt de mindre virksomheder under 10 ansatte uden en valgt arbejdsmiljørepræsentant. Her havde blot 17 procent af virksomhederne overholdt arbejdsmiljølovens krav om den årlige drøftelse af virksomhedens arbejdsmiljø.

- Det ser bestemt ikke godt ud. Vi havde på forhånd en fornemmelse af, at der var problemer med de her obligatoriske møder, men at loven overholdes i så lille grad kommer alligevel bag på os, siger faglig sekretær Søren Schytte fra Blik- og Rørarbejderforbundet.

Manglende arbejdsmiljørepræsentanter
Det er ikke kun de små VVS-virksomheder, som har problemer med at følge loven. Alle virksomheder med mere end 9 ansatte, skal have en arbejdsmiljørepræsentant, og på dette punkt dumper hele 24 procent af landets VVS-virksomheder.

Tallene overrasker Søren Schytte, som vil drøfte de manglende drøftelser af arbejdsmiljøet og manglen på arbejdsmiljørepræsentanter med arbejdsgiverne i Tekniq.

- Det er uacceptabelt, at så mange virksomheder i VVS-branchen har så svært ved at følge loven. Derfor må og skal vi i fællesskab tage hånd om problemerne, og arbejde på at få dem løst, siger han.