Top menu

Tillidsmænd når længst med gulerødder

Dato: 13/09-2012
Tags: Politik
369

Tillidsmanden kommer længere med gulerod end med stok over for den kollega, som ikke er medlem af en fagforening eller som er medlem hos en af de alternative, gule fagforeninger.

Selv om det virker paradoksalt at hjælpe en kollega, der selv har valgt at stå udenfor, så er det den klogeste strategi for at få nye medlemmer til LO-fagbevægelse. Det er konklusionen i en ny undersøgelse fra Københavns Universitet, skriver Ugebrevet A4.

Undersøgelsen peger på, at tillidsrepræsentanter, der bruger gulerodsmetoden over for de gule og uorganiserede, har langt større succes med at rekruttere nye medlemmer, end de tillidsrepræsentanter der bruger stokkemetoden.

- Ved at missionere og vise helt konkret, at man som tillidsrepræsentant kan gøre en forskel i praksis, er der langt større sandsynlighed for at rekruttere nye medlemmer. Tillidsrepræsentanten kan med fordel påtage sig en slags missionær-rolle og bruge gulerodsmetoden for at skaffe nye medlemmer, siger arbejdsmarkedsforsker Anna Ilsøe fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet.

Anna Ilsøe præsenterer sin spritnye forskning på et seminar på Københavns Universitet onsdag 19. september.

Læs mere på Ugebrevet A4’s hjemmeside
Se også FAOS’ temaside Faglig organisering og a-kasser