Paul har i en halv menneskealder været VVS’er på Bornholm, det har blandt andet ført til 25 år i køleindustrien, og at han i dag som pensionist har en sidegesjæft med at passe Blik- og Rørarbejderforbundets feriebolig.
Af Jonathan Roed Kirkedal
Den 1. august 1974 meldte Paul Børgesen sig ind i Blik- og Rørarbejderforbundet, det er 50 år siden, og derfor modtager den 70-årige VVS’ere til august Guldnålen. Da Paul meldte sig ind, fandtes der ikke en ungdomsafdeling af fagforeningen – ligesom der gør med Blik og Rør Ungdom i dag. Men det var ikke noget, der skræmte Paul fra at være aktiv i foreningen væk, tværtimod
- Jeg er næsten altid kommet til generalforsamlingerne. Det var sjovt i starten, fordi der mødte jeg de kollegaer, der var ældre end mig selv. Og de fortalte mange sjove historier, måske endda løgnehistorier. Men det var skidehyggeligt. Det foregik i noget, der hed Industrien, der var sådan et sammenslutningshus her på øen.
Og både branchen, men også måden at drive fagforening på, har forandret sig igennem de 50 år, Paul har været medlem:
- Man skulle i, hvad jeg mener var de første tre år som medlem, komme ned og betale kontingentet ved vores kasserer Flemming Svendsen. Når man kom der, så var hans kone Line også til stede, der havde en frisørsalon. Nogle gange kom der også øl på bordet, og så kunne det godt blive lidt sent.
Det er lidt af en kontrast til i dag, hvor indbetaling af kontingenter foregår elektronisk. Men det vidner måske også om den særegne nærhed, der er ved at være VVS’er på Bornholm, som Paul hele sit arbejdsliv har været – og hvor han stadig er medlem af den lokale afdelingsbestyrelse.
25 år i køleindustrien
Pauls arbejdsliv har i høj grad båret præg af, at det er Bornholm, der har været omdrejningspunkt for hans arbejdsliv. Det har både præget de arbejdsopgaver og naturligvis de steder, han har været ansat
- I starten af 80’erne var der ikke så meget at lave i vores branche. Så fik jeg arbejde i køleindustrien, hvor der var gang i den på grund af fiskeindustrien. Og så var jeg faktisk der i 25 år.
Han nåede dog at vende tilbage til VVS-branchen, inden han for fire år siden gik på pension.
Det er ikke kun de arbejdsopgaver, han har beskæftiget sig med, som Bornholm har været med til at præge – det at være VVS’er har også fyldt meget. Det har ikke været sjældent, at de på øen har sagt ’Der kommer bliksmeden’, ’Der kommer bliktuden’ eller ’Der kommer rørlæggeren’, når Paul har bevæget sig omkring på Bornholm.
Vi havde ikke det samme værktøj dengang
Når Paul skal fortælle om, hvordan han har oplevet forandringen i branchen, er der særligt én ting, han fremhæver
- Vi havde jo ikke noget værktøj. Altså vi havde jo en stor rørtang og en stor mukkert, og så mente mester, at man kunne lave alt. Når man sammenligner med de firmabiler, man har i dag, så er den jo fuldstændig fyldt med akku (batteridrevet værktøj, red.), værktøj og alt muligt. Og det er alletiders, for arbejdsopgaverne er blevet meget nemmere. Hvor man før i tiden som lærling slog gevind med håndklub. Det var op til 3 tommer (rør, red.). Man var jo fuldstændig smadret til fyraften, fortæller Paul, og tilskriver fagforeningen en del af æren for den udvikling, der har været.
- Fagforeningen har jo været god til at skubbe på arbejdsmiljø, velfærdsforanstaltninger og alt sådan noget. Der er det et plus med en fagforening.
Derfor har han heller aldrig været i tvivl om, hvor medlemskabet skulle være:
- Jeg har aldrig været med i de gule, for jeg har altid sagt, at man skal være medlem i en rigtig fagforening. Når man hører om andre fagforeninger, så har vi en stabil støtte i Blik og Rør, der stadig er selvstændig. Hvorimod jeg synes, at murerne og tømrerne, da de blev slået sammen med SID (nuværende 3F, red), blev fuldstændig glemt.
Passer forbundets feriebolig
Da Paul gik ned i arbejdstid, fik han samtidig en ekstratjans med at passe Blik- og Rørarbejderforbundets sommerhus, som medlemmer af forbundet kan leje.
- Jeg begyndte at tænke på at gå på efterløn, men det syntes min mester ikke, at man skulle. Så ville jeg gerne have fri om fredagen i stedet – og det fik jeg. Så blev jeg ringet op af forbundet, som spurgte, om jeg ikke kunne passe sommerhuset. Det tænkte jeg, at jeg nok kunne få lidt tid til at gå med, og det er simpelthen hyggeligt. For engang imellem møder jeg jo kollegaer, som jeg får snakket med, når jer er der om fredagen, hvor nye lejere overtager sommerhuset.
Så selvom Paul i dag helt er gået på pension, så passer og plejer han stadig sommerhuset - og undertegnede skribent kan bevidne, at både haven og huset står snorlige.