Top menu

Blik- og Rørarbejderforbundet vil kæmpe for bedre indeklima

Dato: 24/10-2023
3055

Indeklimaet er for dårligt i over halvdelen af klasselokalerne, og sådan har det været i årevis. Det er en af årsagerne til, at Blik- og Rørarbejderforbundet i dag lancerer udspillet ’Vejen mod et bedre indeklima’. Udspillet indeholder blandt andet fem konkrete anbefalinger til, hvad politikerne på Christiansborg kan gøre for at skabe et bedre indeklima.

Forbundsformand, Henrik W. Petersen, var i dag forbi Christiansborg, Børne- og Undervisningsministeriet og Social- og Boligministeriet for at aflevere de 5 anbefalinger til et bedre indeklima.

Da Masseeksperimentet i 2021 undersøgte, hvordan indeklimaet er i klasselokalerne på folkeskoler og ungdomsuddannelser, var der i 53 procent af klasserne en højere mængde af CO2 i luften, end Arbejdstilsynets grænseværdi opstiller. Tallet var tilsvarende 56 procent i 2009, da de foretog samme undersøgelse. Det er altså ret begrænset, hvad der er sket af forbedringer af indeklimaet på 12 år.

Det vil Blik- og Rørarbejderforbundet gøre op med i udspillet ’Vejen mod et bedre indeklima’, som bliver lanceret i dag. I udspillet kommer forbundet blandt andet med 5 anbefalinger til, hvad politikerne på Christiansborg kan gøre for at sikre et bedre indeklima.

De fem anbefalinger er:

  • Stil krav om kommunale handleplaner
  • Indfør lovkrav om maksimalt CO2-indhold i alle offentlige bygninger
  • Indfør krav om handepligt, hvis indeklimaet er utilfredsstillende
  • Styrk den lovpligtige kontrol, vedligehold, dimensionering og rensning af ventilationsanlæg og -kanaler
  • Styrk tilsynet med undervisningsmiljøet

”Vi kan ikke vente længere”

Forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen, er klar i spyttet, når han skal forklare, hvorfor de har lanceret indeklimaudspillet:

- Når vi lancerer udspillet, handler det først og fremmest om, at det er vores børn, der til dagligt betaler prisen for et dårligt indeklima. Der er ikke sket en udvikling til det bedre i årevis, og de politiske tiltag er fraværende. Vi mener ikke, at vi kan vente længere med at stille krav til politikerne. Vi kan se fra Sverige, at det virker at have lovkrav og få foretaget de nødvendige investeringer.

I Sverige er luftkvaliteten god i 84 procent af klasselokalerne. Og landet har obligatorisk kontrol af ventilation i skolerne hvert 3. år.

Henrik W. Petersen påpeger også, at investeringer i bedre luftkvalitet faktisk har en samfundsøkonomisk gevinst på sigt.

- Et bedre indeklima har stor betydning for klodens klima, da det vil spare på bygningernes CO2-udslip. Samtidig er der en påvist sammenhæng mellem dårligt indeklima og sygefravær både blandt børn og personale. Det betyder, der er en stor økonomisk gevinst ved at sygefraværet mindskes. Et vigtigt skridt på vejen mod bedre luftkvalitet er nye og regelmæssigt servicerede ventilationssystemer.

Du kan læse det fulde udspil her.