Selvom der kun findes ganske få kvindelige blikkenslagere, har Annette Pilgaard aldrig følt sig diskrimineret af kollegaerne. Til gengæld synes hun, det var svært som ung pige at finde vejen til erhvervsuddannelserne, fordi studievejlederne i folkeskolen kun guidede mod gymnasiet.
Som barn drømte Annette Pilgaard ikke om at blive den yndige barnepige Mary Poppins med de magiske evner, når hun så Disneys filmklassiker. Hun drømte derimod om at blive skorstensfejer ligesom dem i filmen, der danser rundt med sod i hele hovedet på byens tage. Men fordi Annette har allergi, parkerede hun tidligt den drøm. Joblykken fandt hun dog alligevel på taget, da hun som 28-årig blev uddannet blikkenslager ligesom sin far.
– Jeg kan lide at være ude hver dag og lave noget med mine hænder. Jeg har altid været en drengepige, der har spillet trommer og klatret i træer. Jeg befinder mig godt sammen med mænd. Det er på en eller anden måde mere simpelt. Man kalder en spade for en spade, og der er ikke så meget småfnidder. Man tager konflikten, når den opstår, og så kommer man videre, fortæller Annette og bevæger sig ind på emnet om at være en kvinde i et mandsdomineret fag.
I Blik- og Rørarbejderforbundet er der 49 kvindelige VVS'ere- og blikkenslagermedlemmer, så hun er lidt af et særsyn, når hun falser kobber eller lægger zink på byens tage. Men det er ikke noget, hun tænker over i det daglige. Annette kan bare rigtig godt lide sit job.
– Der er en følelse af frihed ved at arbejde på et tag – at stå der klokken seks om morgenen med en kop morgenkaffe og en morgensmøg og se solen stå op. Det bliver næsten ikke bedre, siger Annette.
Der er dog en ting, der kan gøre arbejdsdagen endnu bedre, og det er, hvis hun kan arbejde med yndlingsmaterialet kobber og med yndlingspodcasten "Fagbevægelsen Uden Filter" i ørerne.
– Jeg tror ikke, der er mange, der ved, at blikkenslagerfaget faktisk er ret kreativt. Vi kommer ikke på arbejde, og så er der lavet tegninger på alt, hvad vi skal foretage os. Mange gange må vi selv finde på løsninger. Tag for eksempel kobber: Det kommer som en hel flad plade, som jeg kan varme og bukke, og lige pludselig står du med noget, der kan bruges. Det er enormt fedt.
Anette har aldrig følt, at hun er blevet behandlet anderledes af kollegaerne, selvom hun er kvinde. Foto: Noah Thilemann
Nøgenkalendere bandlyst
Da Fagbladet Blik & Rør møder 41-årige Annette Pilgaard, er det dog ikke på et kobbertag. Selvom hun er ansat i Jeudans tagafdeling, har hun også indimellem dage, hvor hun laver VVS-arbejde.
Den dag, hvor fagbladet er med Annette på job, skal hun primært lave rørføring og stigstrenge til radiatorer i en ældre ejendom i Nørregade i København. Det er Jeudan, der ejer den bygning, der er ved at blive renoveret til en ny lejer – en bank, som flytter ind til september. Dagen efter skal hun på en ny opgave i Bredgade. Sådan er Annette vant til at arbejde, og det trives hun med.
Hun kan godt lide, at arbejdsdagene ikke ligner hinanden. Typisk er hun på fire-fem forskellige adresser på et år. Hun møder som regel klokken seks om morgenen med kollegaerne i skurvognen, og det gælder uanset, om den står i Nørregade eller Bredgade. Udsmykningen i vognene er ret neutral, og på væggene er der udelukkende faglige beskeder og i hvert fald ingen nøgenkalender. Og hvis der var, ville det ikke røre Annette.
– Det er bandlyst i Jeudan. Men for en del år siden arbejdede jeg på en byggeplads, hvor der hang en. Jeg tror ikke, der var mange, der tænkte over, at den hang der, for det var kun mig, der huskede at vende siden, når måneden skiftede, griner hun.
Hun har aldrig følt sig udstillet eller behandlet dårligere af sine kollegaer, fordi hun var kvinde. Tværtimod. Kollegaerne tilbyder ofte at tage de tunge løft, og hun mener også, at hun har haft lettere ved at få job og læreplads.
– Jeg tror, at virksomhederne synes, det er spændende at få ansat kvinder.
Hun har dog en sjælden gang imellem oplevet en form for forskelsbehandling fra kunderne.
– Så er det sådan noget med, at kunden henvender sig til en mandlig kollega med spørgsmål i stedet for til mig, og det er ligegyldigt, om manden er en lærling, og jeg er svend, fortæller Annette og trækker på skuldrene.
Også i folkeskolen mærkede hun, at der var forskel på, hvad drenge og piger kunne blive. Det er dog noget, hun først er blevet opmærksom på, efter hun blev voksen. Men hun er ikke i tvivl om, at det er en af årsagerne til, at hun skulle blive 28 år, før hun fik sit svendebrev.
– Jeg gik i gymnasiet, for det var den eneste mulighed, der ligesom var for mig som pige. Der var ingen, der præsenterede mig for, at jeg kunne komme på teknisk skole. Og det er jo lidt ærgerligt, fordi det blev en omvej for mig at nå derhen, hvor jeg ville. Studievejledningen i folkeskolen burde gøre meget mere ud af at vejlede om erhvervsuddannelserne.
Henvender sig til manden
Selvom hun ikke har mødt ligestillingsudfordringer blandt sine kollegaer, så erkender hun, at de findes i håndværksfagene. Annette er ambassadør i projektet Boss Ladies, der arbejder for at skabe kulturforandringer i blandt andet byggebranchen.
– Det er sådan noget med, at man ikke forventer, at kvinder kan det samme som mænd. Men der er også nogle, der har oplevet direkte seksuel chikane og nedladende sprogbrug. Det har jeg ikke selv oplevet, men jeg har til gengæld kæmpet lidt med, at jeg gerne vil have, at alle skal kunne lide mig. Det er nok noget, som særligt kvinder har med sig.
Det der med om andre kan lide hende, skal hun nok ikke bekymre sig så meget om. For sidste sommer fik hun lidt af en tillidserklæring fra kollegaerne.
– Det var nogle af gutterne, der havde gået og stukket lidt til mig, fordi de syntes, at jeg skulle blive tillidsrepræsentant. Og så i en brandert til vores sommerfest sidste år fik jeg sagt ja. Så fortrød jeg. Men så til vores julefrokost, der spurgte de igen, og så sagde jeg "okay". Jeg er megaglad for, at de ville have mig.
Annette har et tæt samarbejde med de andre tillidsrepræsentanter i Jeudan, og planen er, at hun vil starte en faglig klub for de 40 VVS'ere og blikkenslagere, som hun er tillidsrepræsentant for.