Henrik kan lide at arbejde på tage, især hvis de sidder på historiske bygninger. Der kan han og sjakket ofte mærke historiens vingesus og finde hilsner fra fortidens håndværkere. Derfor er arbejdet på Børsen den perfekte arbejdsplads. Men et arbejdsliv som blikkenslager kommer også med en pris, erkender han.
Snart er taget på Børsen med det ikoniske dragetårn ikke længere grønt.
Først når vind, vejr og den tætte københavnske bilos har præpareret kobberet, vil det om cirka 60 år være grønt igen.
Det vil den 57-årige blikkenslager Henrik Anderson ikke nå at opleve. Til gengæld oplever han nu taget på tættere hold end de fleste.
Han og fire af hans kollegaer er nemlig ved at skifte det cirka 140 år gamle kobber. Selvom det er hårdt for kroppen, er han godt tilfreds.
- Det bedste er friheden, der er oppe på taget. Der er ikke mange, der gider komme op på et tag og brokke sig eller fortælle dig, hvordan du skal gøre dit arbejde. Den frihed finder man ikke mange steder, siger han, da Fagbladet Blik & Rør er med på en arbejdsdag.
Mesteren i Toft Kobber kan roligt lade Henrik Anderson passe sit arbejde uden indblanding. For Henrik er en erfaren mand, der har arbejdet på tage i størstedelen af de 40 år, der er gået, siden han blev udlært blikkenslager.
Hilsner fra fortiden
Der er nogle tage, der er sjovere at arbejde på end andre, bedyrer Henrik. Han kan godt lide at arbejde på historiske bygninger og har både været med til renovering af Vor Frelser Kirke, Grundtvigskirken og Christiansborg. På den måde får han et indblik i, hvordan datidens håndværkere arbejdede.
- De har sgu været dygtige dengang. Man er imponeret over deres teknik, og hvordan de har løst opgaven. De har jo ikke haft alle de hjælpemidler, vi har. De har måske været flere ansatte, end vi er. Men hvordan pokker de har slæbt ting op, det ved jeg sgu ikke. Der er nok gået nogle rygge og nogle knæ på det.
Ofte finder Henrik og kollegaerne hilsner fra de håndværkere, der tidligere har lagt taget.
- Vi finder gamle flasker, kapsler og aviser. I en skunk på Christiansborg fandt vi en gammel avis med Mussolini (italiensk diktator, der døde i 1945 red.) på forsiden.
Sjakket lægger også selv hilsner til de håndværkere, der om halvandet hundrede år skal skifte det kobbertag, som sjakket skifter nu.
- Da vi arbejdede på Vor Frelser Kirke, der lagde vi blandt andet avisen med den første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, på forsiden. Og så skrev vi, hvad en madpakke kostede, og hvad en øl kostede, hvor mange timer, der var brugt på opgaven, og hvad vi havde fået for det. Vi skrev også, hvem der var lærling, og hvem der var svend.
Smerter i hånd og knæ
Sjakket på fire, der skal bruge de næste to år på at skifte kobbertaget, er nogle erfarne svende. Men med alderen følger der også slid og smerter.
Henrik har smerter i den ene hånd og det ene knæ. Og kollegaen Ole Thorn har skruer i foden.
- Der er mange blikkenslagere, der har ondt i ryggen. Det har jeg heldigvis ikke. Men mit knæ det låser, og hånden sover. Hvis du ligger og falser meget, så falder dine fingre i søvn. Det snurrer, og hvis det er rigtig slemt, så jager det hele vejen op i armen. Så siger jeg til dig, at du kommer hurtigt ud af sengen. Det kommer ofte om natten og om morgenen, Inden du er kommet i gang igen, derefter kører det, siger Henrik.
Når smerterne er for slemme til at sove, må Henrik op om natten og tage en smertestillende pille.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor livet som blikkenslager kan være hårdt, når man ser Henrik på arbejde. På taget kravler han op på en lille interimistisk hønsestige, der følger tagets hældning. Herfra sætter han fødderne på nogle små trætrin. Det ene ben er bøjet, mens det andet er strakt samtidig med, at kroppen læner sig mod kobberet. Sådan står han timevis i en stilling, der ville få en ergoterapeut til at korse sig.
Imens er hans højre hånd knyttet om den store hammer, der konstant slår på falsen. Trods smerterne i hånden kunne Henrik ikke tænkte sig en operation, selvom nogle læger har forslået det.
Hånden skal formes
- Jeg vil sgu ikke have, der er nogle, der skal ind og pille, medmindre det er meget alvorligt. Jeg lever af de her hænder. Tænk hvis hånden ikke kan bruges, så skal den i hvert fald formes enten til en ølflaske eller til en hammer, griner han.
Det er heller ikke en mulighed for Henrik at lægge hammeren på hylden.
- Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg ellers skulle lave. Jeg har aldrig haft lyst til at have et job, hvor jeg skulle stemple ind og ud og sidde stille hele dagen.
I en periode på et par år skiftede Henrik faktisk arbejdspladsen på taget ud med private hjem. Men det begrænsede friheden.
- Jeg kørte service. Det er ikke mig. Så skal man ind til fru Hansen, fru Pedersen og fru Jensen og sige, de ikke må bruge toilettet. Og hvad gør de? De bruger det alligevel. Man er også meget hængt op på tider. Hvornår er der vand igen? Jeg synes sgu, der er meget brok, selvom de fleste er flinke. Det kan godt stresse lidt.
Ingen stress
På taget på Børsen er der hverken brok eller stress. Dagen starter klokken seks og slutter klokken 14 kun brudt af en halv times frokostpause.
Sjakket på fire kender hinanden og ”forholdene er fine”, synes Henrik.
- Det kan være lidt hårdt om vinteren. Så er man nødt til at tage de lange underbukser på. Men det går den rigtige vej med overdækning og vinterforanstaltninger.
Stilladset og overdækningen om bygningen stjæler udsigten til de københavnske tage. Til gengæld skaber det næsten en illusion af at være indenfor i en stor hal. Og der er både ly for vind og regn.
Den slags var der ikke meget af, da Henrik kom i lærer i 1982.
- Der var det tarzaner, der rendte rundt. Der var ingen hjælpemidler. Nu har vi en anden tilgang til tingene, hvor vi forsøger at vise hensyn til hinanden, og Brian Toft (mester red.) er ikke bleg for at betale for hjælpemidler. Jeg har nogle gode knæpudder. Det var der ikke noget af, da jeg var ung.
Den gang var der heller ikke tænkt over sikkerheden.
- Vi fik bare et reb bundet om maven med en knude og så ud og så var det ellers ud og rense tagrender. Så stod der en kollega og mærkede, om rebet var stramt nok. Den var ikke gået i dag, fortæller Henrik, der trods den grænseoverskridende oplevelse, aldrig har oplevet at have højdeskræk.
- Hvis du kommer op i en lille lift, eller hvis du kravler ud i en snor, så kan det godt kilde lidt, indtil du har vænnet dig til det.
Selvom Henrik er glad for sit job, ved han ikke, hvor længe kroppen kan holde til at kravle rundt på tagene.
- Jeg betaler ind til efterløn. Det er min forsikring. Det er også godt, der er kommet tidlig pension. Når man konstant sætter pensionsalderen op, er der nødt til at være en mulighed for tilbagetrækning. Min søn på 30 er også blikkenslager, han skal arbejde til han er 72 år. Det er jo helt hen i vejret. Politikerne skulle prøve at arbejde ligesom os.