Top menu

OK23: Forhandlinger om en ny overenskomst for skorstensfejerne er i gang

Dato: 08/02-2023
Tags: OK23
2801

Onsdag startede forhandlingerne om en ny overenskomst for skorstensfejerne. Parterne mødtes i Forbundshuset i Nyropsgade med stor forhandlingsvilje

Forbundssekretær Kim Fusager står med Christian Bast, Jan Sunds og Jens Brandt fra Skorstensfejerlauget. Yderst til højre er det Kim Bast, der er formand for Skortensfejerkredsen i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Selvom mange eksperter spår om historisk vanskelige overenskomstforhandlinger, var stemningen positiv mellem forhandlingsparterne fra Skorstensfejerlauget og Blik- og Rørarbejderforbundet, inden de onsdag tog hul på det første forhandlingsmøde om en ny overenskomst for skorstensfejerne.

Jans Sunds, der er formand, eller oldermand, som de kalder det i Skorstensfejerlauget, ville dog ikke afsløre meget, inden han satte sig ved forhandlingsbordet:

- Vi forventer, vi bliver enige. Vi går til det med frisk sind, som vi plejer. Det gør vi i håb om, at vi finder en god løsning for faget.

Jan Sunds mødte op til forhandlingerne i Blik- og Rørarbejderforbundets forbundshus i Nyropsgade med Christian Bast og Jens Brandt, der begge sidder i Skorstensfejerlaugets forretningsudvalg.

Årsagen til, at forhandlingerne i 2023 er blevet omtalt som historisk vanskelige, er, at lønmodtagerne oplever, at deres løn er blevet mindre værd på grund af inflationen. Lønstatistikken for skorstensfejerne viser, at gennemsnitslønnen i 2021 steg med 3,59 procent og i 2022 med 0,91 procent.

Kim Bast, der er landsformand for Skortensfejerkredsen i Blik- og Rørarbejderforbundet, og forbundssekretær Kim Fusager, medbragte også positiv forhandlings-energi:  

- Vi kommer nok ind til nogle svære overenskomstforhandlinger, men vi har en positiv tilgang og håber, det smitter af i forhandlingslokalet, så vi kan få et resultat, som parterne er tilfredse med, og som medlemmerne kan stemme ja til, siger Kim Fusager.

Den nuværende overenskomst udløber 1. marts. Det er dog muligt at udskyde datoen for en ny overenskomst to gange med to uger per gang.