Blik og Rør Ungdom anbefaler at stemme JA til de nye overenskomstaftaler.
I foråret har der været overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked (OK23). Nu skal overenskomstaftalerne til afstemning blandt medlemmerne.
Derfor mødtes landsudvalget i Blik og Rør Ungdom torsdag den 30. marts for at diskutere og tage stilling til den nye overenskomstaftale.
På den baggrund anbefaler landsudvalget at stemme JA til OK23.
Formand i Blik og Rør Ungdom, Daniel Arildslund, udtaler:
"Vi har drøftet den nye overenskomstaftale grundigt i landsudvalget. Vi havde i ungdommen nogle ønsker til OK23, som vi desværre ikke har fået igennem – for eksempel skurpenge til lærlinge. Men der er et pænt løft af blandt andet lærlingelønnen, og det er samlet set et godt resultat og en god aftale, som jeg og landsudvalget derfor anbefaler at stemme ja til", siger han og tilføjer:
"Vi håber selvfølgelig på en høj stemmeprocent blandt lærlinge. Min opfordring til alle lærlinge er at gøre brug af deres demokratiske ret og gøre deres indflydelse gældende ved at stemme til OK23".
Den nye overenskomst træder kun i kraft, hvis den bliver stemt igennem og godkendt af medlemmerne. I en rigtig fagforening er det nemlig medlemmerne, der stemmer og bestemmer.
Blik og Rør Ungdom opfordrer alle lærlingemedlemmer til at stemme, og landsudvalget anbefaler at stemme JA til OK23.
Fristen for at afgive din stemme er d. 11. april 2023. Du stemmer via linket her.
VVS-overenskomsten:
- Lærlingelønnen stiger med 4,5 % i 2023 og 3,5 % i 2024
- Lærlinges særlige opsparingskonto stiger fra 9,5 % til 11,5 % pr. 1. marts 2024
- Arbejdsgiverens indbetaling til pension stiger fra 8 til 10 %, mens lærlingens indbetaling falder fra 4 til 2 %. Dermed får du som lærling udbetalt 2 % mere i løn, fordi din egenbetaling falder.
- Voksenlærlinges løn stiger med 4,5 kr. i 2023 og 4,5 kr. i 2024
- Voksenlærlinges fritvalgskonto stiger fra 13 % til 15 %
Skorstensfejeroverenskomsten:
- Højere lærlingeløn
- Fra juni 2023 skal arbejdsgiverne betale 11 procent i pension til lærlinge, mens du som lærling kun skal betale 1 procent. Fra 1. marts 2024 skal arbejdsgiveren betale HELE pensionen.
- Mentorordning til lærlinge
Blik og Rør Ungdom er en faglig ungdomsorganisation, der repræsenterer lærlinge i Blik- og Rørarbejderforbundet. Som lærling er du automatisk medlem af Blik og Rør Ungdom, og du har medlemsrettigheder i Blik og Rør Ungdom op til fire år, efter du har fået svendebrev og er blevet udlært.