Top menu

VVS-forbund bakker op om Radikales forslag – gør det billigere at skifte til en varmepumpe

Dato: 22/09-2022
2615

Gaspriserne er steget voldsomt, og det rammer for alvor danskerne på deres økonomi. ”Forhøj bygningspuljen, så flere får råd til at skifte til en varmepumpe,” lyder det fra Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.

I går afholdt TV2 News debat mellem toppolitikere fra Folketingets partier. Temaet var ’Politikernes svar på de stigende priser’. Med i programmet var Gitte Jørgensen, der er førtidspensionist, som sammen med sin mand er utrolig hårdt ramt af de stigende gaspriser. I den forbindelse lød det fra Sofie Carsten Nielsen, formand for Radikale Venstre:

- Jeg ville allerhelst have, at du så hurtigt, vi overhovedet kunne, det ville sige meget meget hurtigt, fik erstattet den gas, du har, med en varmepumpe, hvis først du kan komme på fjernvarmen om mange år. At vi i øvrigt også fyldte fjernvarmepuljen op, som er tom, at det var der, vi brugte pengene nu. Og nærmest gav dig en varmepumpe, eller i hvert fald gjorde det rigtig billigt.”

Og det er der rigtig gode takter i, mener Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, som repræsenterer landets VVS’ere, blikkenslagere og skorstensfejere:

- Et sted at begynde, hvis man vil hjælpe danskerne, er at hæve bygningspuljen, så flere end i dag kan få tilskud til at skifte til en varmepumpe. Særligt dem, som bor i områder, hvor der ikke er planlagt fjernvarme. Det er klart, at det stadig ikke er alle, der ville have råd til den investering, de selv ville skulle lægge. Men det ville i hvert fald være en begyndelse, lyder det fra Henrik W. Petersen.

Bygningspuljen var opbrugt på åbningsdagen

Onsdag i sidste uge, d. 14. september, åbnede Bygningspuljen op for ansøgninger. Puljen åbnede kl. 10 om formiddagen, og allerede lidt efter kl. 20 lukkede Energistyrelsen ned for ansøgninger igen. Der var der søgt for mere end de 121 millioner, der er afsat. 80 % af Bygningspuljen er øremærket til varmepumper.

- At Bygningspuljen simpelthen lukker igen for ansøgninger samme dag, som det bliver muligt at ansøge, vidner om den efterspørgsel, der rent faktisk er. Størrelsen på puljen er mere end halveret i forhold til sidste år, samtidig med, at du ikke kan få det samme i tilskud. Det må være på tide at se på, om man ikke politisk skulle til at gå i en anden retning, udtaler Henrik W. Petersen.