Top menu

Rekrutteringen til fjernvarmeområdet er begyndt

Dato: 03/06-2022
2545

Fjernvarmen er helt central i den grønne omstilling, og derfor er rekrutteringen til fremtidens fjernvarme nu startet i et bredt samarbejde mellem fagforeninger, arbejdsgivere og job- og kursuscentre.

Blik- og Rørarbejderforbundet har sammen med andre aktører igangsat et initiativ, der skal være med til at sikre rekrutteringen til fremtidens fjernvarme. Vurderingen er, at der kommer til at være brug for flere hænder i fremtiden. Derfor er fagforeninger, arbejdsgivere og job- og kursuscentre nu indgået i et rekrutteringssamarbejde rettet mod ledige faglærte/ufaglærte, der skal klædes på til at få en rolle i den grønne omstilling. Det kan blandt andet være en svejser til fjernvarmeområdet.

- Vi er glade for tiltagene ovre hos parterne i Green Skills. Som situationen er lige nu, får vi udfordringer med at skaffe mandskab til den grønne omstilling, så vi håber meget, at det her kan give flere hænder på området, og at det kan udbredes til andre grønne samarbejder, siger forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet Kim Fusager Balle.

Opkvalificeringsforløbet er blevet til i samarbejde mellem Blik- og Rørarbejderforbundet, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Dansk Metal, Green Skills, Jobcentre og Rybners Kursuscenter i Esbjerg. Målet er at gøre ledige interesserede i beskæftigelse i branchen – eller at gå i lære inden for branchens uddannelser. Det første hold er allerede startet, og kurset udbydes indtil videre kun i Sydjylland.