Top menu

Man kan sagtens skrue rør - selvom man er døv

Dato: 30/03-2022
2494

Ali Shiripour har været døv, siden han var spæd. Han har dog aldrig ladet sin manglende hørelse stå i vejen for sine store interesser – VVS og fodbold.

Foto: Mads Joakim // Büro Jantzen

Da Fagbladet skal mødes med Ali Shiripour, har Ali fået lov til at vælge stedet. ”Englandsvej 61” stod der bare i beskeden til journalisten.

Da Fagbladet dukker op, viser det sig, at det er på Sundby Idrætspark, hvor Fremad Amager til daglig har til
huse. Da Ali kommer fræsende om hjørnet i sin servicebil, fra sin arbejdsplads Coor, tilkalder han sig hurtigt
opmærksomhed ved forskellige fagter.
På nuværende tidspunkt er tegnsprogstolken ikke dukket op, men Ali springer ud af bilen. På sin telefon skriver han:
”fordi de har et godt fyrrum” på spørgsmålet om, hvorfor han valgte præcis dette sted til interviewet.

Ali har været døv, siden han var to måneder gammel, hvor han mistede hørelsen i forbindelse med en operation.
Han blev født i Iran og kom til Danmark som 9-årig. Det var først, da han kom til Danmark, at han fik
et sprog. Det tog ham flere år at lære tegnsprog.

- Fra jeg var 0-9 år, havde jeg intet sprog. Det tog mig også rigtig lang tid
at lære tegnsprog. Jeg blev først rigtig god til at skrive på dansk, da jeg var
18-19 år, fortæller Ali.

Har altid drømt om VVS

På trods af Alis udfordringer med manglende sprog og hørelse blev han i sommeren 2021 færdiguddannet
VVS’er. Det er noget, der betyder enormt meget for ham.

- Det var faktisk mærkeligt, fordi mit skoleforløb blev lavet om et par gange,
men ellers så er jeg jo rigtig stolt over, at jeg gennemførte det, og er færdig – og jeg
er rigtig stolt og imponeret over mig selv,
og at det var muligt at nå min drøm. Jeg elsker mit job, siger 31-årige Ali Shiripour.

Vejen til at blive VVS’er var ikke uden bump og udfordringer, men det er ikke
tilfældigt, at valget faldt på lige netop VVS-faget. Det er nemlig en drøm, der
har spiret i Ali, siden han var dreng og familien fik besøg af en VVS’er.

- Jeg stod ved dørkarmen og var helt imponeret over det, han lavede med
vaskemaskinen. Allerede dér tænkte jeg, at det vil jeg også.

Netop den måde manden gik til arbejdet på, var noget der trak i Ali.

- Han var meget stille og rolig, helt nede på jorden og slet ikke stresset. Jeg er jo
også en rolig mand, så det fungerede fint.

Kommunikerer med fagter og tekst på telefon

Det er de færreste hørende, der forstår tegnsprog. Derfor må Ali tænke ud
af boksen i sit arbejde. Ali kører ofte service, og det kræver kommunikation
med kunder. Han sørger dog altid for at gøre et godt førstehåndsindtryk.

- Jeg kommer altid smilende og viser med fagter, at jeg ikke kan høre. Derefter viser jeg dem min mobil, hvor jeg eksempelvis har skrevet, ”hvor er fyrrummet,
kan du pege mig derhen”. På den måde oplever jeg, at kunden er tryg.

Hvis Ali skal ringe til nogen, så benytter han sig af en fjerntolk, hvor han bruger
video til at kommunikere med tolken, som han så kan få til at ringe og sige
de ting, der skal siges. Når han er ude hos kunden, bruger han en app, hvor
kunderne kan tale og så bliver det lavet om til tekst, så de kan have en samtale
på den måde.

Et spirende fodboldtalent

Udover at Sundby Idrætspark har et godt fyrrum, så er det også enormt
velvalgt i forhold til Alis store interesse for fodbold. Fra Ali var 18 til han var 27 år spillede han for det danske døvelandshold i fodbold.

I dag optræder han dog ikke længere som spiller – men som dommer.

- Der er stor forskel, men jeg synes, det er sjovere at være dommer nu, fordi jeg er
motiveret for det. Hvis jeg var kommet i superligaen, havde jeg selvfølgelig også været
motiveret for at blive ved med at spille.

Ali har været dommer i tre år, men han har altid haft en interesse for fodbold.
Og han var ikke i tvivl om, hvem hans fodboldidol er.

- Ej, men jeg har jo mange, men da Edgar Davids spillede i Juventus, var jeg
kæmpe fan af ham. Jeg ville gerne være ham.