Top menu

Ekstra indbetalinger kan løfte din pensionsopsparing markant

Dato: 06/12-2021
Tags: Pension
2389

Vil du gerne vil have flere penge at gøre godt med, når du går på pension? Så kan du overveje at indbetale ekstra på din pensionsopsparing i PensionDanmark eller i Industriens Pension.

Foto: Ursula Bach

Som medlem af Blik- og Rørarbejderforbundet sparer du typisk automatisk op til pension gennem PensionDanmark eller Industriens Pension. Hvis du gerne vil have flere penge på kontoen som pensionist, så er der betydelige fordele ved at indbetale ekstra til det selskab, hvor du allerede har hovedparten af din opsparing.

Derfor kan ekstra indbetalinger til dit pensionsselskab give store fordele:

  1. Du skal ikke betale ekstra i administration, fordi du allerede indbetaler til pensionsselskabet gennem din overenskomst. Industriens Pension og PensionDanmark har samtidig nogle af branchens absolut laveste omkostninger pr. medlem.
  2. Pensionsselskabet investerer din opsparing med henblik på at skabe det højest mulige afkast i forhold til risikoen. Både Industriens Pension og PensionDanmark har historisk leveret meget attraktive afkast, der hører blandt de højeste i branchen.
  3. Det giver et bedre overblik, når dine pensionspenge er samlet et sted.
  4. Ofte vil dit lønkontor kunne trække pengene direkte fra din løn, så du slipper for besværet.

Har du en pensionsopsparing i banken, kan det derfor være en fordel af flytte den til dit pensionsselskab.

Tjek selv, hvad ekstra indbetalinger betyder for dig
Selv små løbende ekstra indbetalinger kan i sidste ende få stor betydning på grund af mange års afkast og renters rente-effekten. Tjek dit pensionsselskabs hjemmeside, hvis du gerne vil se, hvad du kan få ud af at indbetale ekstra til pension. Hos Industriens Pension går du ind på industrienspension.dk/ekstrapension, og hos PensionDanmark logger du ind på din personlige side på pension.dk eller bruger app’en ”Din Pension”.

Inden du indbetaler ekstra
Hvis din ægtefælle eller samlever er førtids- eller folkepensionist, så er der nogle særlige regler, der kan have stor betydning for jeres økonomi. Derfor er det vigtigt, at du her ringer til medlemsrådgivningen i dit pensionsselskab.

Sådan gør du i PensionDanmark
Du indbetaler ekstra ved at logge ind med NemID på pension.dk senest den 31. december. Husk: Er du i tvivl om, hvad der bedst kan betale sig for dig, så ring til PensionDanmarks medlemsrådgivning alle hverdage på 70 12 13 30. Der er også åbent mellem jul og nytår.

Sådan gør du i Industriens Pension
Du kan indbetale ekstra ved at logge ind på Min side på industrienspension.dk inden årets udgang. Og vil du gerne have rådgivning om, hvad der bedst kan betale sig, er du altid meget velkommen til at ringe til Medlemsservice på 70 33 70 70 alle hverdage. Og her er der åbent mellem jul og nytår.