Top menu

Blik & Rør hentede 102 millioner til medlemmerne i 2020

Dato: 12/03-2021
2111

Blik- og Rørarbejderforbundet har netop færdiggjort oversigten over de sager, der har kørt i 2020.

Det samlede beløb som Blik & Rør har hentet til medlemmerne i 2020 kommer helt op over 100 millioner. Faktisk er det præcise beløb 102.324.603,44 millioner. Det er det samlede tal, som dermed indeholder beløb for arbejdsskader, manglende løn, manglende tillæg, feriepenge, zonepenge og meget andet.

En del af medlemmerne har fået ret store erhvervsevnetabserstatninger, fordi de enten ikke kan arbejde mere, eller er nødt til at skifte job, fordi de har et tab af evne til at være VVS’er, og derfor ikke længere kan få det samme i løn.

- Generelt viser tallene jo, at medlemmerne er opmærksomme på, at Blik & Rør kan bistå dem i forbindelse med deres arbejdsskader. Vi kan også se, at hen over året har vi været i stand at hente pæne erstatninger, siger Søren Schytte, der er arbejdsmiljøansvarlig hos Blik- og Rørarbejderforbundet.

Faglige sager handler mest om løn

I forhold til de faglige sager, så er der en klar overvægt af sager, der omhandler løn. Efter løn kommer pension og SH-tillæg. For to år siden var det feriepenge, der var højdespringeren.

- Jeg kan se på tallene, at sagerne omkring feriepenge heldigvis er faldet med den nye ferielov, og det gættede jeg allerede på for to år siden ville ske med indførslen af den nye ferielov, siger Stig Søllested, der er næstformand for Blik- & Rørarbejderforbundet.

Omkring 80% af de 197 sager forbundet havde i 2020 blev løst inden for tre måneder, og det er noget, der glæder næstformanden.

- Det viser jo, at vi har et system, der virker. Når man er blevet snydt for sin løn, så skal man jo have den hurtigst muligt, og det kræver bare en kort behandlingstid, slutter Stig Søllested