Top menu

Din Faglige A-kasse er nu stiftet

Dato: 19/11-2020
Tags: A-kasse
1819

Byggefagenes A-kasse og El-Fagets A-kasse er i dag blevet fusioneret til Din Faglige A-kasse på et ekstraordinært delegeretmøde.

Den første januar 2021 ser en ny faglig A-kasse dagens lys. Det blev endeligt besluttet den 19. november, da Byggefagenes A-kasse og El-Fagets A-kasse holdt ekstraordinære delegeretmøder og besluttede at stifte Din Faglige A-kasse (FAK) på et stiftende møde samme dag.

Med etableringen af Din Faglige A-kasse er målet at sikre en økonomisk bæredygtig struktur, så du som medlem af forbundet også i årene fremover kan få god vejledning baseret på dit fag. Samtidig giver det mulighed for at fortsætte digitaliseringen og styrke servicen.

Næstformand i Dansk El-forbund, Benny Yssing, er blevet valgt som FAK's første formand. Stig Søllested fra Blik & Rørarbejderforbundet og Rene Jensen fra Malerforbundet i Danmark blev valgt som næstformænd.

Ny hjemmeside

Med nyt navn følger naturligvis også nyt logo og hjemmeside. Fra årsskiftet skal du derfor gå til www.fa-k.dk, når du vil besøge din A-kasse online. Det vil stadig være sådan, at din primære kontakt til A-kassen går gennem din lokale kreds eller afdeling, og du kan derfor også fortsat ringe til dem for vejledning om A-kasser regler.

Som medlem af Byggefagenes A-kasse skal du ikke gøre noget. Du vil helt automatisk blive omfattet af Din Faglige A-kasse.