Søgefelt

Onsdag 11/03 2020

CORONA-VIRUS: Blik- og Rørarbejderforbundet aflyser informationsmøder om OK 2020

Som følge af det aktuelle corona-udbrud, må forbundet med dyb beklagelse, aflyse de planlagte informationsmøder om OK-forhandlingerne 2020.

Målet for den nationale sundhedsberedskabsindsats er at inddæmme, forsinke, forhale og formilde den Corona-pandemi, som Sundhedsstyrelsen forventer vil ramme Danmark. Derfor aflyser Blik- og Rørarbejderforbundet de planlagte informationsmøder om OK-forhandlingerne.

- Det er med dyb beklagelse, at vi aflyser rækken af informationsmøder rundt i landet. I forbundet tager vi situationen dybt alvorligt, og har nøje fulgt de anviser, som udstikkes af myndighederne. Vi ønsker ikke at komme i en situation, hvor medlemmer og deres pårørende udsættes for unødig smitterisiko, siger forbundsformand Henrik W. Petersen.

- Mange af vores medlemmer kommer dagligt i kontakt med rigtig mange mennesker i både private hjem, institutioner, virksomheder og byggepladser. Og da der er smitterisiko ved de planlagte møder, ser vi ingen anden mulighed end at aflyse dem, siger Blik- og Rørarbejderforbundets forbundsformand.

Sammen med forbundets daglige ledelse havde han set frem til at drøfte og debattere resultatet af overenskomstforhandlingerne på VVS- og skotrstensfejerområdet.

- Vi vil naturligvis forsøge at afholde informationsmøderne på et senere tidspunktet, hvis situationen omkring smitteudredelsen af corona-virus normaliseres. Men lige nu arbejder forbundet derfor på højtryk for at optimere vores informationsindsats, så mange af de opklarende spørgsmål, som medlemmerne eventuelt har til den indgåede aftale, kan besvares bedst muligt. Det vil vi informere yderligere om, så snart det er muligt, forklarer Henrik W. Petersen. 
 

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt