Søgefelt

Onsdag 18/12 2019

Byggefagenes A-kasse og El-fagets A-kasse fusionerer

Byggefagenes A-kasse og El-fagets A-kasse fusionerer. Dermed får medlemmerne i Blik- og Rørarbejderforbundet en ny a-kasse fra 1. januar 2021.

Medlemmerne i Blik- og Rørarbejderforbundet skal fortsat have en a-kasse, som kender de brancher, hvor medlemmerne er beskæftiget. For at styrke indsatsen og samtidig imødekomme de stigende krav til en mere moderne og digital a-kasse, har de to a-kassers delegeretmøder valgt at fusionere pr. 1. januar 2021.

Processen mod en fælles a-kasse har været i gang længe og tankerne startede, da forbundene bag de to a-kasser – Dansk El-forbund, Malerforbundet og Blik- og Rørarbejderforbundet valgte at flytte i bofællesskab i 2015.

Siden har de to a-kasser samarbejdet på udvalgte områder, og tidligere i 2019 indgik de en samarbejdsaftale med henblik på en sammenlægning. På delegeretmødet den 18. december i Byggefagenes A-kasse valgte de delegerede så enstemmigt at fusionere.

Ny formand og bestyrelse
Samtidig blev der valgt ny formand og bestyrelse for Byggefagenes A-kasse frem til fusionen i 2021. Ny formand er Stig Søllested fra Blik- og Rørarbejderforbundet.

- Det bliver spændene med etableringen af en ny og mere fremtidssikret a-kasse for medlemmerne i Blik- og Rørarbejderforbundet. 2020 bliver en form for overgangsår frem mod fusionen, hvor målet er at få skabt en a-kasse, som yder den bedste service og kender de brancher, som medlemmerne er beskæftiget i, siger den nyvalgte formand for Byggefagenes A-kasse.

I den ni mand store bestyrelse i Byggefagenes A-kasse er Blik- og Rørarbejderforbundet også repræsenteret af Niels Braaby, Søren Schytte, Henrik Juul Rasmussen og forbundsformand Henrik W. Petersen.

Den nye fælles A-kasse får i alt ca. 37.000 medlemmer og vil forsikre medlemmer i Dansk El-forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Malerforbundet, Artistforbundet og Fiskernes forbund.
 

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt