Top menu

OK 2020: Medlemmerne er med hele vejen

1569

Forberedelserne til forårets overenskomstforhandlinger spidser til. Forbundet har siden marts indsamlet ønsker og input til de nye aftaler fra medlemmerne, som vil blive taget med til forhandlingerne. For os er det vigtigt, at medlemmerne bliver
inddraget i hele processen, lyder det fra formand Henrik W. Petersen.

Overenskomstforhandlingerne har de sidste tre perioder været lidt af en gyser for VVS området. Hverken i 2017, 2014 eller 2012 kunne parterne blive enige om en ny aftale. Derfor trak forhandlingerne ud, og resultatet blev ikke helt, som man havde håbet på.

Men i 2020 kan vi forhåbentlig starte på en frisk. Med den nye aftale om bilag 3, omkring prislisterne som arbejdsgiverne, Blik og Rør og Dansk Metal allerede indgik i foråret, er der nu banet vej for igen at skabe gode resultater.

– Vores forventninger til de kommende forhandlinger er blevet bedre. Vi ser aftalen om prislisterne som en banebrydende mulighed for at få diskuteret nogle gode løsninger på de udfordringer, som medlemmerne har fremført i overenskomstperioden og indsendt i løbet året, siger Blik og Rørs formand, Henrik W. Petersen.

Mere end 300 medlemsforslag
Blik og Rørs sekretariat har modtaget over 300 forslag og idéer fra medlemmerne til, hvad der skal bringes i spil ved forhandlingerne. Alle forslag er netop ved at blive gjort klar, så de kan blive taget med, når de reelle forhandlinger starter til februar.

– Det er super vigtigt, at de løsningsforslag, vi præsenterer arbejdsgiverne for, er ønsker, som kommer fra medlemmerne. Det er jo deres arbejdsliv, det handler om. Det skaber troværdighed og det bedste udgangspunkt for at lande nogle gode aftaler, siger Henrik W. Petersen

Idéerne og ønskerne fra medlemmerne spænder bredt lige fra de såkaldte ”bløde” værdier til løn- uddannelse- arbejdsog pensionsforhold. Alle idéerne og ønskerne er blevet læst og vil nu blive samlet sammen, så Henrik W. Petersen og Niels Braaby, som er repræsentanterne for Blik og Rør i forhandlingslokalet, kan præsentere dem så præcist som muligt for arbejdsgiverne.

Klar til kamp
Nu og frem mod januar går vi for alvor ind i forberedelsesfasen, hvor Henrik og Niels sammen med hovedbestyrelsen og en række faglige udvalg skal arbejde på – for det første at opstille de prioriterede krav og forslag, og for det andet lægge den helt rigtige strategi for, hvordan man ud fra den prioritering opnår det bedst mulige resultat.

– Vi ville jo allerhelst give medlemmerne alt det, de ønsker sig. Men det kan vi ikke. Derfor prøver vi at prioritere dem, så vi både indtænker, hvornår det er strategisk smart at præsentere det overfor arbejdsgiverne, og hvordan der er størst sandsynlighed for at få så mange af dem som muligt indfriet, siger Henrik W. Petersen.

Samtidig understreger han, at det er vigtigt, at medlemmerne er med hele vejen. For det er jo dem, det i sidste ende skal komme til gode. For der er ingen tvivl om, at formanden ønsker, at der bliver et resultat medlemmerne har lyst til at stemme ja til. Men lægger samtidig ikke skjul på, at der stadig er en kamp at kæmpe.

– Vi er stadig meget langt fra hinanden os og arbejdsgiverne. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at kæmpe for medlemmerne. Men der er langt til målet. Så vi er nødt til at være realistiske – det her bliver ikke nemt.

/HSS

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.