Top menu

Arbejdsmiljøkurser 2019: Tid til arbejdsmiljø

1531

Nu er det blevet tid til de supplerende arbejdsmiljøkurser. Som noget nyt vil to af kurserne blive afholdt sammen med arbejdsgiverne − og som altid kommer kurserne rundt i hele landet

Som arbejdsmiljørepræsentant er det altid vigtigt og relevant at komme til de supplerende arbejdsmiljørepræsentant-kurser, som Blik- og Rørarbejderforbundet afholder. Her kan du få genopfrisket reglerne, vendt problemer på din arbejdsplads, du måske går og tumler med, og måske få inspiration og nye idéer til, hvordan arbejdsmiljøet kan blive endnu bedre der, hvor du arbejder.
 
Blik & Rørs forbundssekretær Søren Schytte har i flere år afholdt kurserne i hele landet, og i år som noget nyt afholdes to af kurserne sammen med TEKNIQ Arbejdsgiverne.
 
Sammen med arbejdsgiverne
- Vi hilser det meget velkommen, siger Søren Schytte.
 
- Vi har nu indgået en aftale med vores arbejdsgivere om, at nu prøver vi i første omgang at se, hvordan det går. De er jo underlagt de samme forpligtelser til at overholde arbejdsmiljøet, og de har også en interesse i færre arbejdsskader, mindre nedslidning og trivslen i virksomhederne, siger Søren Schytte og fortsætter:
 
- Det er jo væsentligt, at når man diskuterer problemer og løsninger, at det er den samme information, man får, så man har de samme forudsætninger. Arbejdsmiljø er en fælles udfordring, som vi deler med vores arbejdsgivere. Arbejdsgiverne kan ikke løse det alene. Vi kan ikke løse det alene. Dét her er noget, vi skal løse i fællesskab. Derfor er det en særdeles god idé, at vi nu også har kurserne i fællesskab.
 
Forsøgsbasis
Til at starte med bliver der tale om to møder af de i alt seks over hele landet, der bliver med deltagelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne. Der er tale om en forsøgsordning, hvor TEKNIQ Arbejdsgiverne kan se og evaluere efterspørgsel og kvalitet og vurdere, om det er noget, de gerne vil fortsætte med og sammen med Blik & Rør udvide til at dække hele landet.
 
- Jeg tror og håber da meget på, at arbejdsgiverne vil se det her som et positivt tiltag, som de gerne vil øge samarbejdet omkring, så vi højere grad får dækket hele landet med fælles kurser, siger Søren Schytte og afslutter med en opfordring:
 
- Kære arbejdsmiljørepræsentanter, kom til kurset til gavn for dig selv, virksomheden og dine kollegaer.