Top menu

Afstandsberegner taget ud af drift

Dato: 24/04-2019
1461

Den fælles afstandsberegner, som er udviklet af Tekniq og Blik- og Rørarbejderforbundet, er midlertidig sat ud af drift. I mellemtiden må benyttes alternative muligheder til måling af afstand i luftlinje mellem virksomhed og arbejdsplads.

Tvivl om rigtigheden af afstande i det fælles afstandsprogram, har fået overenskomstparterne på VVS-området til at tage programmet ud af drift. 

Tillæg for rejsearbejde, også kaldet zonepenge, er betaling for den tid, som medarbejderne bruger på transport til skiftende arbejdssteder uden for arbejdstiden. I VVS-overenskomsten beregnes tillægget efter afstanden i luftlinje mellem arbejdssted og virksomhedens adresse eller medarbejderens bopæl.

Overenskomstparterne har gennem en årrække stillet et program til rådighed for beregningen af tillægget for rejsearbejde. I 2015 søsatte parterne en nyt og mere brugervenlig tjeneste baseret på oplysningerne i korttjenesten Google Maps. Oplysningerne i Google Maps bygger blandt andet på anmodninger fra brugerne, ligesom Google selv optimerer tjenesten ved for eksempel anlæggelse af nye veje, byggeri m.m.  

I forbindelse med behandling af en faglig sag omkring betaling af tillæg for tillæg for rejsearbejde, har det desværre vist sig, at det er for let for brugerne at ændre målepunkterne i det nuværende måleprogram. Det har givet anledning til uenigheder om den korrekte afstand mellem virksomhed og arbejdssted i henhold til bestemmelserne i VVS-overenskomsten. Overenskomstparterne på VVS-området ser sig derfor nødsaget til at lukke programmet ned, og påbegynde arbejdet med en ny afstandsberegner. 

- I Blik- og Rørarbejderforbundet ærgrer vi os over de her sager. Samtidig er vi og Tekniq enige om, at vi skal have et 100 procent pålideligt system. Derfor har vi valgt at pille afstandsberegneren midlertidig ud af drift, og sætte arbejdet i gang med at udvikle en ny og mere pålidelig afstandsberegner, siger næstformand Stig Søllested.

Midlertidig løsning
Det er uvist, hvor hurtigt en ny afstandsberegner kan være i luften. I mellemtiden er parterne enige om, at ansatte og virksomheder under VVS-overenskomsten må bruge andre løsninger. 

Flere tjenester som for eksempel Google eller Krak kan måle afstand i luftlinje mellem to punkter. Det kræver dog noget mere af brugeren end det tidligere afstandsprogram. Samtidig er løsningen ikke særlig velegnet til brug på en mobil telefon.

- Vi ved godt at løsningen langt fra er optimal, da mange af vores medlemmer ikke har adgang til en PC. Vi arbejder derfor på at få lavet en ny løsning hurtigst muligt, som har samme brugervenlighed, som kendes fra vores tidligere afstandsberegner, forklarer Stig Søllested.

Ved tvivl om afstanden mellem to punkter, er det afstanden mellem postadressen i Krak, som er gældende. Derudover kan uenighed om afstand behandles i det fagretlige system.   

Se vejledning for mål af afstand i luftlinje på Krak her...
 

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.