Top menu

Asbest: Tålmodigheden er sluppet op

Dato: 21/12-2017
1232

Blik- og Rørarbejderforbundet politianmeldte tidligere i år et firma, som bevidst ignorerede forundersøgelser, hvilket betød, at fire medarbejder blev udsat for asbest. Beviserne er der, men der er ikke rejst tiltale endnu.

På trods af gentagne rykkere, har vi endnu ikke fået tilsagn om, hvorvidt politiet rejser tiltale i sagen, og nu nærmer vi os et år efter anmeldelsen. Vi har mistet tålmodigheden, siger forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet Søren Schytte.

Forbundet har anmeldt et VVS-firma til politiet, fordi de ignorerede forundersøgelser, hvor det stod tydeligt angivet, at der var asbest i byggeriet. Det førte til, at fire medarbejdere blev udsat for asbest.

Arbejdstilsynet gav virksomheden et påbud om helbredsundersøgelse til de berørte medarbejdere, men da arbejdet var afsluttet, førte det derudover kun til en såkaldt ”afgørelse uden handlepligt” og dermed ingen andre sanktioner.

Nederst i bunken
Blik- og Rørarbejderforbundet anmeldte virksomheden og bygherre til politiet i marts 2017, men der er altså ikke sket noget i sagen, og det er stærkt kritisabelt, mener Søren Schytte.

- Beviserne er der. Der er tale om en tilståelses-sag, men jeg tror desværre, at den ligger nederst i bunken. Politiet siger, at de ikke har ressourcerne, men vi har oplevelsen af, at det bliver nedprioriteret. Vi vil nu arbejde med at sætte fokus på den her sag i det politiske led, siger Søren Schytte, som også er formand for arbejdsmiljøudvalget i Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT).

Særdeles vanskeligt udvalgsarbejde
Søren Schytte sidder i en arbejdsgruppe med arbejdsmarkedets parter, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har nedsat for at afdække problemerne med asbest.

- Gruppen er nedsat efter ønske fra os, men det har desværre vist sig særdeles vanskeligt at få arbejdsgivere og Arbejdstilsynet til at imødekomme de ønsker, som vi kommer med, for at vores medlemmer ikke udsættes for asbest. Arbejdsgruppen skal præsentere en rapport for ministeren i første kvartal af 2018, som kan munde ud i nye initiativer på området.

Navnet på det firma, som er politianmeldt af Blik- og Rørarbejderforbundet, fremgår ikke af artiklen, da sagen ikke er afsluttet. Firmaets navn er kendt af redaktionen.

- KK