Top menu

Vinterdæk skal reducere arbejdsulykker

Dato: 22/12-2016
1056

Vinteren er højsæson for arbejdsulykker med motorkøretøjer, og samtidig kører mere end 4 ud af 10 varebiler rundt på sommerdæk i vintermånederne.

Tal fra Arbejdstilsynets ulykkesregister viser, at der anmeldes langt flere arbejdsulykker med motorkøjer om vinteren end om sommeren. I årene 2010-2015 er der således anmeldt 776 ulykker i månederne december-februar, mens antallet kun er på 406 for juni-august i samme årrække. Det svarer til en samlet stigning på 52 procent i vintermånederne.
 
Samtidig påpeger Dækimportørforeningen, at 4 ud af 10 varebiler ved dækoptællingen i januar i år kørte rundt på sommerdæk, der ikke egnede sig til årstiden. 
 
- Færre varebiler kører på vinterdæk i dag end for fem år siden. Det betyder flere varebiler i grøften og på værkstedet, flere nededage og flere udgifter. Det kunne blive meget bedre, hvis flere varebiler og minibusser kørte på vinterdæk om vinteren, siger Kenneth Saust, der er formand for Dækimportørforeningen.
 
Tidspres og forkerte dæk  
Folketingsmedlem, formand for Transportudvalget og næstformand i Færdselssikkerhedskommissionen, Lennart Damsbo-Andersen (S), forklarer, at sætter man derudover antal arbejdsulykker med motorkøretøjer i forhold til det totale ulykkesantal, så sker der faktisk dobbelt så mange arbejdsulykker, som der teoretisk burde. Det skyldes især to faktorer, forklarer han:
 
- Bilister, der kører erhvervsmæssigt, er mere pressede end privatbilister. Man kører buskørsel og skal holde tidsplanen, bringer pakker ud, man har travlt. Og desuden er dækkene ikke altid i orden.
 
- Hvis alle varebiler kørte på vinterdæk om vinteren, ville antallet af arbejdsulykker være væsentlig lavere. Og så ville det også hjælpe, hvis man kørte med tilstrækkelig profildybde, uddyber Lennart Damsbo-Andersen til netmediet gulpladen.dk.