Top menu

Dårlig erfaring med de gule: De kunne ikke hjælpe mig

Dato: 14/02-2013
443

Kristelig Fagforening kunne ikke hjælpe VVS’er Jaspar Olsen, da han havde brug for hjælp. Derfor har han taget konsekvensen og igen meldt sig ind i Blik- og Rørarbejderforbundet.

 

Det kan være et dyrt bekendtskab at være medlem af en billig fagforening. Den erfaring gjorde 26-årige Jaspar Olsen, som ikke kunne få den fornødne hjælp hos Kristelige Fagforening, da han efter en afskedigelse havde penge til gode hos sin tidligere arbejdsgiver. Og efter mere end et halvt års smøllen hos den gule fagforening slap Jaspar Olsen tålmodighed op, og han valgte derfor at skifte til en rigtig fagforening. 
 
- De gjorde ikke nok for at hjælpe mig. De havde ikke styr på det og jeg følte at de bare fyldte mig med tom snak. Det var virkelig useriøst, siger Jaspar Olsen om sit bekendtskab med Kristelig Fagforening.
 
Lommesmerter bag skifte
Det var af økonomiske årsager, at Jaspar Olsen efter flere måneders ledighed skiftede til Kristelig Fagforening i starten af 2009. Da finanskrisen kom, var han blandt de mange, som efter flere års optur i byggebranchen pludselig stod uden arbejde. Og med blot et års erfaring som svend, stod han heller ikke forrest i køen til nyt arbejde. Regningerne skulle stadig betales og det var svært at få økonomien til at hænge sammen. 
 
- Jeg havde nok sat mig for hårdt i det, så det var en brat opvågning. Jeg var nødsaget til at vende hver eneste krone og spinke og spare, hvor det kunne lade sig gøre, begrunder Jaspar Olsen sit valg om at forlade det faglige fællesskab i Blik- og Rørarbejderforbundet.
 
Tom snak
Det lykkedes dog Jaspar Olsen at komme i arbejde igen, men i foråret 2012 stod han igen med en fyreseddel i hånden. Men alt var ikke som det skulle være. Jaspar Olsen havde ingen ansættelseskontrakt, der var rod i SH-kontoen og problemer med opgørelsen af feriepenge. Derudover mente hans tidligere mester, at Jaspar skyldte ham 1500 kroner for noget kluns og arbejdstøj, som ikke var leveret tilbage. 
 
Jaspar kontaktede derfor Kristelig Fagforening for at få hjælp. Men desværre for Jaspar, var der bare ikke særlig meget hjælp at få, og han var i stedet vidne til et noget særpræget sagsforløb. 
I løbet af to måneder skrev sagsbehandleren to mails til Jaspar Olsens tidligere arbejdsgiver med henblik på at indgå et forlig. Men da arbejdsgiveren afviste sagen, gik det hele nærmest i stå.
 
- Så var det jo, at jeg var nød til at fortælle dem, hvad de skulle gøre. Det var lidt komisk, og jeg kom til at tænke på, om de var der for mig, eller min tidligere arbejdsgiver de repræsenterede, forklarer Jaspar Olsen, som samtidig havde meget svært ved at komme i kontakt med sin sagsbehandler hos Kristelig Fagforening. 
 
- Han var kun ansat nogle få timer om ugen, så jeg tror at det var en studentermedhjælper. Han lød meget ung og var rar at snakke med, men ofte lød det også bare som om, han læste op af et eller andet. 
 
Forgæves venten
Mens Jaspar Olsen ventede på at Kristelig fagforening skulle foretage sig mere i sagen, fik han nyt job. Hos den nye arbejdsgiver anbefaler de, at de ansatte er organiseret i Blik- og Rørarbejderforbundet af hensyn til overenskomsten og ved eventuelle afklaring af faglige spørgsmål.  Og da Jaspar Olsen efter længere forgæves venten på hjælp hos Kristelig Fagforening i sagen mod sin tidligere arbejdsgiver, valgte han derfor at vende tilbage til Blik- og Rørarbejderforbundet.
 
- Jeg vidste jo egentlig også godt, at det er hos Blik og Rør jeg hører til. Så efter den her behandling hos de kristelige, valgte jeg at vende tilbage igen, siger det forhenværende medlem af en gul fagforening.