Top menu

Arbejderkooperationen skriver historie

Dato: 21/11-2012
349

2012 er af FN udnævnt til internationalt kooperativt år. I den anledning er den første samlede historie, indtil nu, skrevet om den kooperative bevægelse, der på dansk grund startede allerede i 1850erne.

Kooperationen handler om  samarbejde, medejerskab og ordnede forhold. Det kan du læse meget mere om i den nye bog om de kooperative virksomheder, der blandt andet har forsynet almindelige lønmodtagere med gode boliger, dagligvarer, håndværksarbejde, ferier og kulturoplevelser, bank og forsikringer. Meget af dette arbejde fortsætter for fuld kraft i dag i Kooperationens kooperative medlemsvirksomheder. Bogen er den første samlede beskrivelse af den danske Arbejderkooperations historie.

- Vi har altid selv syntes, at Kooperationen er en god historie. Når FN’s Generalsekretær også synes det, er det på sin plads at skrive historien. De kooperative virksomheder har skabt gode arbejdspladser og produkter - og nu altså også denne bog, der er oplagt som jule- eller mandelgave!, fortæller Susanne Westhausen, der er direktør i Kooperationen.

Bogen er skrevet af Henning Grelle, der er historiker ved Arbejdermuseet, og beskriver de internationale ideer, der lå til grund for at etablere kooperative forbrugsforeninger og produktionsvirksomheder i Danmark. Og især behandler den det brede spektrum af kooperative initiativer, diskussionerne inden for og uden for bevægelsen og de forandringer, kooperationen har gennemgået fra den spæde start i 1850erne og frem til i dag.

Kooperationen har været en gave for arbejderne i 160 år. Nu kan historien komme under dit juletræ i år.

Bogen koster 248 kr. og kan bestilles via kontakt@kooperationen.dk