Top menu

CO2-afgift: Landbruget bør betale det samme som andre

Formanden har ordet
Dato: 01/03-2024
3170

I 2022 besluttede et bredt flertal i Folketinget, at industrien i 2030 skal betale en CO2-afgift på 750 kroner. Nu drøfter man så hvad landbruget skal betale.

For mig at se behøver det ikke være nogen lang diskussion: Landbruget skal naturligvis betale den samme afgift som alle andre.

Når andre brancher skal betale, har lønmodtagerne her selvfølgelig også være med til at betale. Det gælder i industrien og i byggeriet. De midler kunne jo være gået til løn.

Hertil kommer, at landbruget jo faktisk står for en stor del af udledningen.

Det handler om klimaindsatsen bredt. Men det handler jo i den grad også meget konkret om vores nærmiljø i Danmark. Om vores søer, år og farvande. Om det vi giver videre til vores børn og børnebørn.

Jeg tror Danmarks vej er den grønne vej. Jeg ved, at der også er flere jobs i det!

Vi skal nemlig– som vi fx ser det i vores branche – være førende når det gælder det grønne. Indenfor vores fag - og en række andre faglærte områder – ser vi, hvad investeringer i en ordentlig klimaindsats betyder. Det betyder flere jobs, når der skal lægges fjernvarmerør og installeres mere klimavenlige installationer.

Det er de faglærte, der er tidens klimahelte!

På samme måde tror jeg dansk landbrug vil skabe sig en endnu skarpere profil i markedet, hvis de satser mere bæredygtigt. Det vil også give mere levende natur til alle os andre.

Selvfølgelig skal man hjælpe til med efteruddannelse og omstilling. Men at behandle landbruget anderledes end resten af erhvervslivet er ikke en farbar vej.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.