Efter måneders arbejdskamp blev arbejdsgivere og arbejdere for præcis 125 år siden enige om det, vi i dag kender som arbejdsmarkedets grundlov: Septemberforliget.
Begge parter gav og fik. Lønmodtagerorganisationerne fik retten til at organisere sig og arbejdsgiverne ledelsesretten. Når en forståelse og gensidig anerkendelse kan holde i 125 år, er det en god fred- et godt forlig – kan man vist roligt sige.
Men det er mere end det. Bortset fra indførelsen af demokratiet, er det måske den enkeltstående begivenhed, der har betydet mest for udviklingen af det moderne Danmark.
For med forliget blev en række principper knæsat, som vi på arbejdsmarkedet arbejder efter den dag i dag. Det vi daglig tale kalder den danske model. Som jo i sin kerne består i at parterne - uden indblanding fra staten - indgår frivillige aftaler. For de fleste danskere er det noget helt naturligt, og vi har nok en tendens til glemme hvor unikt det er. Men hvis vi løfter blikket og kigger ud i verden, er der - uden for Nordeuropa – ingen lande, der kan bryste sig af have et så velfungerende system.
Vi er sammen med de øvrige skandinaviske lande undtagelsen. I de fleste andre lande i verden er lovgivning hovedreglen. Hos os er det aftaler. Og når det er vigtigt, er det jo fordi vores system kun virker, fordi vi har tillid til hinanden. Den tillid – mellem arbejdsgivere og arbejdstagere – er fraværende i langt de fleste lande og derfor er det simpelthen umuligt at indgå aftaler, som man ikke løber fra.
Og så er vi ved det som er det helt unikke ved vores model, som jo ikke blot er, at der en gang blev indgået et forlig på et stykke papir. Nej, det vigtige er den udvikling som denne aftale satte i gang, og som førte til gensidige forpligtelser om at overholde aftalerne, og når der var tvister, blev de afgjort inden for systemets egne retsinstanser- i Arbejdsretten eller ved voldgift.
Men som oftest er det sådan, at vi forhandler, giver og tager, og så går ud og efterlever de aftaler, vi har indgået. Fordi vi har tillid til hinanden. Den tillid er vores guld. Olie i Nordsøen har været godt. Medicin mod overvægt er godt. Alt sammen godt for dansk økonomi, for job og beskæftigelse. Men intet har været mere værd end det klima for forhandling, vi har bygget op på arbejdsmarkedet. Det har ikke bare skabt en model for aftaler og løsning af konflikter, det har også ført til en gensidig forståelse og gensidig tillid, der gør, at vi har et arbejdsmarked i absolut verdensklasse. En model der med årene også blev udbygget til trepartaftaler med staten.
Jeg vil derfor også påstå at den måde at indrette arbejdsmarkedet på, har smittet af på andre områder – som vi fx har set det med den store grønne aftale.
Derfor er det i dag vi skal kippe med fanen eller lette på direktørkasketten og sige tillykke til os selv. Både lønmodtagere og arbejdsgivere. Og alle andre i øvrigt også. For vi har – takket være vores forgængere – en model, som har lagt fundamentet for det moderne Danmark og som også fortsat kan sættes i funktion, når store samfundsudfordringer skal løses. Hvis vi passer på den, vel at mærke.