Blik- og Rørarbejderforbundet har længe presset på for at få politikerne til at reagere på det dårlige indeklima i landets folkeskoler. I dag lykkedes det, da tre folketingsmedlemmer har stillet et beslutningsforslag.
Folketinget skal tage stilling til, om indeklimaet i folkeskolerne skal forbedres. Det sker efter, at Sigurd Agersnap (SF), Victoria Velasquez (EL) og Alex Ahrendtsen (DF) i dag onsdag har stillet et såkaldt beslutningsforslag, altså et forslag, som Folketinget og i sidste ende regeringen skal forholde sig til.
Det er ikke tilfældigt, at det sker kort tid efter, at Blik- og Rørarbejderforbundet har lanceret udspillet ”Vejen mod et bedre indeklima”.
I forbindelse med lanceringen har forbundsformand Henrik W. Petersen nemlig presset på for, at politikerne skulle tage handling.
- Vi ved, at dårligt indeklima giver hovedpine, øger risikoen for sygdomme og går udover indlæringen. Det kan vi ikke være bekendt ikke at reagere på. Derfor glæder det mig meget, at flere af Folketingets partier nu reagerer og sætter skub på denne her dagsorden. Det er der i den grad brug for, lyder det fra forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen.
Forbundsformanden henviser til, at problemet med dårligt indeklima i skolerne har været kendt i årevis. Ligesom Blik- og Rørarbejderforbundet i årevis har kæmpet for at få politisk handling.
Da DTU-forskere i Masseeksperimentet i 2021 undersøgte, hvordan indeklimaet er i klasselokalerne på folkeskoler og ungdomsuddannelser, var der i 53 procent af klasserne en højere mængde af CO2 i luften, end Arbejdstilsynets grænseværdi opstiller. Tallet var tilsvarende 56 procent i 2009, da de foretog samme undersøgelse. Det er altså ret begrænset, hvad der er sket af forbedringer af indeklimaet på 12 år.
Nogle af anbefalingerne fra forbundets udspil er, at der skal indføres et lovkrav om maksimalt CO2-indhold i alle offentlige bygninger, og at den lovpligtig kontrol med vedligehold og rensning af ventilationsanlæg styrkes.
Beslutningsforslaget lægger sit tæt op ad Blik- og Rørarbejderforbundets anbefalinger. Det pålægger blandt andet regeringen at undersøge mulighederne for omkostningerne ved at etablere et lovpligtigt tilsyn af skolernes ventilationskanaler og at afsøge mulighederne for at udearbejde en handlingsplan til forbedring af indeklimaet i den enkelte kommune og skole.
Et beslutningsforslag behandles normalt to gange i Folketingssalen. Hvis forslaget vedtages, kan det betyde, at regeringen skal fremsætte et lovforslag.