Top menu

"Efteruddannelse burde være en prioritet for både medarbejderen og virksomheden"

Dato: 09/10-2023
3041

I en ny medlemsundersøgelse svarer mange, at tid, arbejdsgivere og planlægning er forhindringer for, at de kommer på efteruddannelse. Det ærgrer forbundssekretær Kim Fusager Balle, for efteruddannelse er nødvendigt, hvis vi skal følge med den grønne omstilling, siger han.

Foto: Jonas Krøner

Det overrasker ikke Kim Fusager Balle, forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet med ansvaret for uddannelse, at de barrierer, der er for at tage efteruddannelse, blandt andet omhandler tid og chefer.

46 procent af deltagerne i en ny undersøgelse fra Blik- og Rørarbejderforbundet om efteruddannelser, som 850
medlemmer har deltaget i, svarer at ”for lidt tid” forhindrer dem i at tage efteruddannelse. Og 33 procent svarer, at det er ”fordi cheferne ikke er interesserede i, at man tager en uddannelse”.

- Vi har jo ikke nok deltagere på efteruddannelserne, så vi ved, at der er barrierer. Men det ærgrer mig, at det blandt andet er de to faktorer, der er afgørende. For virksomhederne burde i den grad være interesserede i at sende medarbejderne på efteruddannelse. Hvis vi skal følge med den grønne omstilling, så er det nødvendigt, at medarbejderne får opdateret deres viden. Mangler medarbejderne kompetencer kan virksomheden miste vigtige arbejdsområder. Derfor burde det være en prioritet for både medarbejderen og virksomheden, siger han.

Undersøgelsen viser også, at 37 procent mener, at tillidsrepræsentanterne kan blive bedre til at gøre opmærksomme på efteruddannelse. Mens 40 procent ikke ved, hvor de kan finde information om uddannelserne henne.

- Det overrasker mig faktisk lidt. For vi gør meget fra Blik- og Rørarbejderforbundets side for at skabe opmærksomhed på muligheden for efteruddannelse – både i fagbladet, på sociale medier og på vores grundkurser. Vi har også haft flere kampagner. Men vi må naturligvis kigge indad og se, hvordan vi kan skabe endnu mere opmærksomhed og klæde tillidsrepræsentanterne bedre på.

RET TIL UDDANNELSESREPRÆSENTANT
Kim Fusager Balle pointerer også, at en ny ret, der er forhandlet ind i de nye overenskomster, kan afhjælpe en del af problemet. Ligesom det kan afhjælpe problemet med, at kun 18 procent svarer, at der løbende er planlægning af efteruddannelse i deres virksomhed.

- Vi har netop fået skrevet ind i de nye overenskomster, at der skal være mulighed for at udpege en uddannelsesrepræsentant  I virksomhederne. Det vil sige en medarbejder, der kan bistå tillidsrepræsentantens arbejde med at planlægge løbende uddannelse for kollegaerne.

Et andet tiltag, der også kan gøre det mere attraktivt at efteruddanne sig, er, at det er forhandlet ind i Blik- og Rørarbejderforbundets overenskomster fra 1. september, at medlemmerne får fuld løn under efteruddannelse. Tidligere var det 85 procent af lønnen, man fik dækket.

51 procent svarer i undersøgelsen, at der er større chance for, at de vil tage en efteruddannelse nu, hvor lønnen er fuld dækket.

- Økonomi har altid været et problem, når det kommer til efteruddannelse. Og undersøgelsen viser også, at det betyder noget. Så det er meget tilfredsstillende, at vi nu har ryddet det bump af vejen. Forbundssekretæren glæder sig også over, at hele 93 procent af dem, der har været på efteruddannelse, mener, de fik noget ud af det.