Top menu

Tips & tricks – ordblindhed

Dato: 04/10-2023
3033

Er du ordblind, eller går det bare ikke så stærkt, når du læser og formulerer dig på skrift? Så kan der være situationer i løbet af arbejdsdagen, hvor det føles som en hindring. Men der findes en række hjælpemidler, som du kan benytte dig af – så du kan fokusere på din faglighed i stedet.

Oplæsning

Måske skal du læse instrukserne til et nyt apparatur? Eller din arbejdsgiver sender dig dine arbejdsopgaver på tekst?

Et godt værktøj i en sådan situation er et program, der kan læse tekst fra eksempelvis en hjemmeside eller en besked højt for dig. Programmerne er igennem årene blevet så gode, at oplæsningen lyder meget naturligt.

Et eksempel på et sådant program er ’Adgangforalle’, det kan hentes gratis til PC og Mac – og er udviklet af digitaliseringsstyrelsen. Her markerer du den tekst, du gerne vil have læst højt og trykker så på ’afspil’ – og vupti, teksten bliver læst op for dig.

Der findes flere forskellige programmer med en sådan funktion, så det er med at finde det program, der fungerer bedst for dig. Og med en stemme, du synes, der er behagelig at lytte til.

Tale til tekst

Er det en gang imellem svært at få ned på skrift, hvad du egentlig gerne vil sige?

Det er faktisk muligt at benytte sig af programmer, der registrerer, hvad du siger – og som så skriver det ned for dig. Og en del af dem understøtter også dansk som sprog. Så skal du sende en besked til en kollega eller mester, men det er tidskrævende og besværligt – så kan du benytte dig af funktionen.

På iPhone er der et indbygget ’tale til tekst’ program – på Android kan man hente forskellige apps til det.  

Tekstgenkendelse/OCR-behandling (Optical Character Recognition)

Der findes flere programmer, der gør det muligt at tage et billede – og omdanne det til digital tekst. Det betyder, at hvis du ude på byggepladsen støder på noget tekst – så kan du tage et billede af det, omdanne det til digital tekst og få det læst op med et af oplæsningsprogrammerne fra tidligere.

Ordforslag

Flere programmer til både computer og mobiltelefon kommer med ordforslag til dig, når du begynder at skrive de første bogstaver i et ord. I nogle af dem indretter programmet endda forslagene efter, hvilke ord du tidligere har brugt. I flere af programmerne er det også muligt at oprette dine egne fagordbøger – så de ord, der er vigtige i dit arbejde, kommer frem.

Hjælpemidler på uddannelsen - Nota

Flere uddannelser kan hjælpe dig med en ordblindetest. Er du testet ordblind, så kan du få en lang række hjælpemidler, der gør det lettere at komme igennem for eksempel VVS-Energiuddannelsen. Du kan blandt andet få adgang til Nota, hvor du kan finde fagbøgerne i elektronisk form – så du kan få dem læst højt for dig.

FVU – forberedende voksenundervisning

FVU (Forberedende Voksenundervisning) har blandt andet forskellige tilbud til dig, hvis du er ordblind. Det er kurser, der kan hjælpe dig med, hvordan du kommer mest muligt udover dine boglige vanskeligheder.

Det er også muligt at søge VVS-branchens Kompetenceudviklingsfond til FVU-kurser.

 

Tips & Tricks, fagblad nr. 1, 2023